Fodbold

Det hjalp at fyre træneren

Hobro-Varde 5-2 (4-1) Fodbold, Danmarksserien HOBRO: - Det hjalp at sende træneren yt. I de sidste kampe under Jacob Sveistrup var vi kun nede på 30 procent - i dag var vi oppe på 100 procent. Hobros formand Bøje Larsen var helt uden filter efter den vigtige hjemmesejr mod Varde, der sendte hobroenserne uhyggeligt tæt på en oprykningsplads. Hjemmeholdet var helt oppe at ringe fra startfløjtet, og efter 25 minutters spil var Varde allerede sat skakmat med tre scoringer. - Efter tre nederlag i træk vidste vi, at det var alvor. De andre hold kommer hurtigt nedefra, og skal vi rykke op krævede den en sejr, siger Bøje Larsen. Hjemmeholdet fik de tre point, og nu skinner forårssolen atter over Hobro, som på det seneste har vaklet gavaldigt med en stribe skader og karantæner. Kampfakta: Mål: 1-0 10 min. Chris Jensen, 2-0 20 min. Per Thomsen, 3-0 25 min. Chris Jensen, 4-0 37 min. Mads Justesen, 4-1 44 min. Morten Skytte, 4-2 75 min. Jesper Svendesen, 5-2 76 min. Peter Thomsen AaB-Viborg 3-5 (1-2) Fodbold, Danmarksserien AALBORG: AaB forpassede den vel nok sidste oprykningsmulighed med det skuffende hjemmebanetab til Viborg. - Der skal vist store mirakler til nu. Men vi må også erkende, at vi ikke har den fornødne offervilje i dag. Vi er simpelthen ikke dygtige nok, konstaterer AaB's træner Finn Christensen. Særligt effektive var AaB'erne ihvertfald ikke, for de vadede i gigantmuligheder nok til at kunne have hentet en storsejr. Gæsterne viste derimod skræmmende kynisme fremme i banen, og scorede ret beset på de tilbud de fik. Selvom kosovo/albaneren Besart Berisha sendte to kugler i nettet for AaB, var han den helt store synder på en dag, hvor AaB'erne lavede graverende personlige fejl i defensiven. Kampfakta: Mål: 0-1 26 min., 0-2 32 min., 1-2 36 min Besart Berisha, 2-2 48 min. Tulio De Melo, 2-3 49 min., 2-4 82 min., 2-5 85 min., 3-5 87 min. Besart Berisha Randers Freja-Nørresundby 2-1 (1-1) Fodbold, Danmarksserien NØRRESUNDBY: NB's udebanekompleks er fortsat skræmmende nærværende. I en stegeovn på Randers Stadion gik sundbynitterne endnu engang ned selvom spillet absolut berretigede til point. Nørresundby har derfor stadig kun præsteret en sejr i fjendtligt territorie. Det var i sæsonens første opgave i Ikast. Randers mønstrede et stærkt mandskab med syv kontraktspillere, og med den snu veteran Jesper Thygesen på midtbanen, der ikke kan sætte en Galapagos-skilpadde af i en spurt, men stadig magter en milimeterpræcis pasning. NB kan glæde sig over, at nederlaget er kosmetisk. De Blå Matadorer har så godt som sikret sig eksistensen i rækken. Kampfakta: Mål: 1-0 7 min. Tommy Markussen, 1-1 28 min. Morten Steffensen, 2-1 65. min Kristian Møller