Film

Det holder i hvert eneste minut

Mænd der hader kvinder

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Opklar en 40 år gammel mordsag for mig! Mikael Blomkvist (Michael Nyqvist, forrest) får nyt job af finansfyrsten Henrik Vanger (Sven-Bertil Taube).

Det er i den grad lykkedes for instruktøren Niels Arden Oplev. Altså at tage en vanvittig spændende, men også indviklet, kompleks krimiroman og gøre det til en lige så spændende kompleks film, der holder sin tilskuer uhjælpeligt fastspændt i en troværdig spændingsskruestik. Åbningsscenen med den tilsendte pressede blomst, som altid ankommer på fødselsdagen til direktør Henrik Vanger (Sven-Bertil Taube) kan måske virke lidt mystificerede, men lynhurtigt får vi etableret fortællingens persongalleri og sat handlingen i gang. Erhvervsjournalist Mikael Blomkvist (Michael Nyqvist) er netop blevet idømt tre måneders fængsel i retten. Hans afslørende skandalehistorie om, at finansmand Wennerström har tjent 60 mio. på ulovlig våbenhandel holdt ikke. Nødtvungent beslutter Blomkvist sig for at forlade det kritiske magasin Millennium, som han arbejder for, så tidsskriftet ikke mister annoncører. Jobtilbud Samtidig modtager han et uventet jobtilbud fra netop direktør Vanger. Denne har fået sikkerhedsfirmaet Milton Security til at indhente personoplysninger om Blomkvist. Og til at udføre personundersøgelsen er firmaets bedste hacker, den punksorte Lisbeth Salander (Noomi Rapace) omhyggeligt blevet håndplukket. Hun finder intet. Blomkvist er en gennemhæderlig idealist. For 40 år siden forsvandt direktør Vangers unge brordatter, Harriet, kun 16 år gammel. Hun var den datter, som Vanger aldrig selv fik, og han har altid været overbevist om, at hun blev myrdet. Selv om det aldrig lykkedes for politiet hverken at finde Harriet eller bare komme i nærheden af at kunne bekræfte direktørens teori. Men nu vil han have Blomkvist til at se på den mystiske sag. Detaljerne i behold Blomkvist har brug for pengene, inden han skal ind at afsone, og flytter til det iskolde og snedækkede Norrland og går i gang med opgaven. For os som har læst svenske Stieg Larssons "Mænd som hader kvinder" er det ganske forunderligt og samtidigt betagende at opleve, hvorledes instruktøren loyalt og ned i detaljer er trofast over for bogens historie og plot. Men det er jo også et formidabelt bogforlæg, som manuskriptforfatterne Rasmus Heisterberg og Nikolaj Arcel her har forvandlet til filmmanuskript. Rollerne er vidunderligt castet - det er simpelthen de rigtige ansigter og kroppe, som er blevet valgt, og det er lige før, du nikker genkende til it-nørden Plauge (Thomas Köhler), da han fedladen og bebrillet hjælper Salander, da hun har fået ødelagt sin Mac. I rollen som Blomkvist rammer Michael Nyqvist lige tilpas den blanding af retfærdighedssøgende, principfast gymnasielærer og kompromisløs, blodhundsjournalist som også bogen lægger op til. Og han er tilpas rar og småsexet på den bamsede måde til, at vi også køber, at Salander fatter interesse for den sandhedssøgende skriverkarl og træder hjælpende til, da Blomkvist er ved at køre fast i Harriet-mysteriet. Den ægte Salander Noomi Rapace i Salander-rollen er til gengæld intet mindre end et fund. Sårbar og piercet overalt i ører og næse, og tatoveret så selv HA’erne må pifte beundrende, lever hun til fulde op til de indre billeder, du på forhånd måtte have til figuren. Og oven i spiller hun rollen nervøst, evigt rygende og med et kropssprog, som udstråler masser af vrede og med møje indestængte fortrængninger. Samtidig besidder hun en kattefarlig rovdyrsmidighed, som på et øjeblik kan blive omsat til rå og voldsom aggressivitet. Blandt de mange andre dygtige skuespiller i større og mindre roller er det også værd at bemærke Peter Andersson i rollen som Salanders påtvungne værge. Han er bare så fedtet og ulækker og lever til fulde op til ens allerværste forventninger. Svensk natur Filmen er optaget on location i det norrlandske i cinemascope og her er prægtige snelandskaber, forladte hytter, tilfrosne søer og samtidig er billedsiden forsynet med et væld af sort-hvide fotografier og gamle smalfilm, der giver hele Blomkvist og Salanders opklaringsarbejde et realistisk og dokumentarisk præg. Her er det behændigt lykkedes at visualisere det i virkeligheden ret indviklede opklaringsarbejde og romanens fikst flettede plothistorie på ganske tilfredsstillende og let forståelig vis i levende billeder. I begyndelsen kan du ærgre dig over den lidt for bevidstløse brug af overdramatisk strygermusik i tide og utide for at anslå en uheldssvanger truende tone, men snart tager billedsidens mange detaljer og flotte klip over, og historien taber på intet tidspunkt pusten. Man tør netop give sig tid og forfalder ikke til det forpustede, opgejlede amerikanske actiontempo. Og får såmænd også plads til et stænk humor eller tre. Præcise voldsscener Tillige kan instruktør Oplev lave voldsscener præcist så rodet, modbydeligt og skræmmende, som vold er i virkeligheden. Det er rent ud en dødelig skam, at Oplev kun har fået lov til at lave den første film og må stoppe her. For fortsættelsen må da ligge lige til højrebenet, sådan som filmen ender. Så altså - tøv ikke med at gå ind og oplev Oplevs film. - Men hvorfor nu kun fem stjerner i stedet for seks, kan jeg høre læseren udbryde. Jo. For at få tingene til at gå op til sidst, er vor himmerlandsk fødte instruktør nødt til at lave et 20 minutter langt appendiks. Få Salanders baggrundshistorie og Harriet-mysteriet endelig på plads. Her har bogen i modsætning til filmen allerede flettet baggrundsviden og spændingskurve sammen i et forløsende læsersug. Så undskyld jeg siger det - men bogen er altså bedre end filmen. Men det skal ikke afholde nogen fra at se filmen. For det er to forskellige medier. Men det er Noomi Rapace, du har brændt fast på nethinden, når du forlader biografen. Hun er bare Salander, personificerer hende et hundrede og ti procent - piercet, sårbar og meget, meget og forståelig vred under de dramatiske djævletatoveringer.