Det hvide guld

Frederikshavn 20. marts 2003 07:00

Et kommende skicenter vil være med til at markere Frederikshavn, ikke blot på Danmarks-kortet, men også internationalt. Elevrådet på Frederikshavn Gymnasium mener, at et skicenter vil virke som en magnet på unge studenter, der søger en by med ikke blot gode arbejdsmuligheder, men også ordentlige fritidsaktiviteter. Vi tror og håber på et skicenter vil få unge til at falde for Frederikshavns potentialer, og finder at der må en radikal handling til, for at øge det stadigt faldende indbyggertal. Derfor synes elevrådet på Frederikshavn Gymnasium at det ville være ren idioti at takke nej til et tilbud på et tocifret millionbeløb fra eksterne investorer. Og det er værd at bemærke sig, at Frederikshavn Kommune alene skal investere i infrastruktur og ikke i selve projektet. End ikke Adam og Eva kunne stå tilbage for fremskridtet, og skønt det er trist at tænke på, at det materielle kommer før naturen, er det nu engang fakta i den verden vi lever i. Derfor må amtsrådet også i eftertiden indstille sig på, at det ikke nytter noget at passe på vores natur, når der ikke er nogen til at opleve den. Tiderne har ændret sig. Godt nok er en stor del af amtsrådsmedlemmerne fra tiden, hvor Morten Korch storproducerede, men der er altså vid forskel på datidens film, og den nuværende situation! Nu er det ikke blot grumme spekulanter, der ønsker at sikre egen fremtid, men i dette tilfælde hele byen, der bakker op. Hvis nordmændene er ligeså gode til at øjne potentielle løjper, som de er til at finde olie, bliver skicenteret - uden tvivl – en stensikker guldgrube for Frederikshavn og dens indbyggere. Længe leve det hvide guld - og Fladstrand med -…hva' dælen nøler I efter!!!

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...