Det kan ske igen

Efter krigen i Bosnien blev min kone og jeg som tak for vores humanitære indsats udnævnt til æresborgere og blev portrætteret i granit. Under den dertil hørende officielle middag med taler og skåler dummede jeg mig.

Jeg spurgte min gode ven, Emir, teknisk direktør i Elektrana, vandkraftværkerne som forsynede 60 pct. af det tidligere Jugoslavien med elektricitet, følgende: ”Jeg forstår godt, at I, der har været igennem denne forfærdelige krig og har oplevet så mange frygtelige ting, ikke nogensinde kan glemme dette; men tror du, at jeres børn eller børnebørn vil være i stand til at glemme?” Emir, der er en meget stor mand, bankede sin store næve i bordet, så der blev dødstille. ”Det må aldrig blive glemt! For så kan det ske igen!” Vi, der voksede op under og umiddelbart efter Anden Verdenskrig, husker endnu mange af de ting, der dengang skete i vort lille fædreland. Vi husker de valne politikere, som lod landet besætte af fremmede tropper uden nævneværdig kamp og opfordrede til ro og sameksistens, underskrev Antikominternpagten sammen med nazityskland og hyldede de mange unge danske, der meldte sig til kamp i Waffen-SS på østfronten. Først da krigslykken vendte, og man kunne se, hvilken vej vinden blæste, sagde man fra over for tyskerne. Modstandsbevægelsen havde det ligeledes svært i begyndelsen. Det krævede virkelig mod ikke blot at sætte livet på spil; men samtidig at gå imod strømmen. Det er næsten symbolsk, at det blev en vestjysk præst, Kaj Munk, og ikke politikerne, der med flammende ord i tale og skrift kaldte til kamp for frihed og fædreland og betalte prisen herfor. Vi husker skyderierne på gaden, hvor HIPO og Schalburgkorpset terroriserede borgerne. Efter krigen fik vi med tilbagevirkende kraft gjort op med ”værnemagere,” ”stikkere” og ”landsforræderne,” der drog i tysk krigstjeneste. Men det blev aldrig undersøgt, om der var politikere, der skulle være draget til ansvar. Måske betaler vi nu dyrt for denne manglende demokratiske afklaring. I stedet hyldede vi frihedskæmperne og de allierede, og glædede os over, at vi alle havde stået vagt om vore værdier. Når jeg ser på dagens Danmark har jeg stor lyst til at sende bud efter Emir, så han kan slå i bordet for vore børn og børnebørn - og ikke mindst for vore politikere.