Lokalpolitik

Det kiksede nul-årti

Det var nullernes årti. Fyldt med kiks. Det bør kun kunne gå fremad. Lad det være et håb. Og må gode kræfter bidrage til at opfylde dem.

På den store scene blev det frygtens, terrorens og krigenes årti. Scenerne fra World Trade Center – med tvillingetårnenes kollaps – bevidnet via tv-skærmene, var en skræmmende optakt. Den, der har besøgt WTC og haft udsigten over New York fra et af tårnenes øverste etage – og efterfølgende betragtet tomten på Manhattans sydspids, fatter lidt af 11. sept. 2001.-gruens rædsler. De udløste, på løgnagtig vis og på det mindst mulige parlamentariske grundlag dansk deltagelse i USA’s 2. Golf-krig – og efterfølgende inddragelse i Afghanistan-krigen. Dermed blev nullerne også bedragets årti. Herhjemme fik vi systemskiftet ved Folketingsvalget i 2001 – hvor det fremmedfjendske Dansk Folkepartis vandt dominerende politiske indflydelse som piskesvinger i en konstant ydmygelse af VK-regeringen. Og det blev et åbenbart langtids-farvel til Socialdemokratiets storhedstid. Partiet underkastede sig på selvpinerisk vis et internt opgør i et udmattende slagsmål under devisen ”tilbageerobringen af regeringsmagten – for enhver pris!”. På den konto har Socialdemokratiet gennem nullerne og under henvisning til ”kampen mod terroren” deltaget i lovstramninger, der på bekymrende vis har sat en række fundamentale borgerlige frihedsrettigheder ud af kraft. Indgreb som dommere og en bred vifte af andre rets- og grundlovskyndige har advaret mod. Socialdemokraterne har medvirket. Udvisket de politiske skel. Bidraget til at politik opleves som en sammenkogt grødret. Ved indgangen til det nye årti måles S – i landspolitik – uforandret som et fortidsparti, der må klamre sig til håbet om, at SF og også Enhedslisten kan levere den tabte styrke – mandatmæssigt. Så nøjsomt er det blevet. Oppositionsrollen har man ikke evnet. Nullerne gav os også kommunalreformen. Med større kommunale enheder. Med færre folkevalgte og større forvaltninger. Det miks måtte gå galt. Nylig illustreret ved den laveste valgdeltagelse nogensinde i de kommunale valg. Afstanden mellem vælgere og valgte er uddybet. Borgerne er blevet tilskuere – eller ofre. Rekrutteringen til byråd og de nye sygehusbestyrelser (Regionsrådene) illustrerer den almindelige ligegyldighed. De medlemsfattige partier har svært ved at finde kandidater. En jernhård økonomiramme – der i store træk fastlægges af regeringen – mindsker lokalpolitikernes indflydelse. De kommunale forvaltninger, befolket af eksperter i lovtekster og regelryttere, fortolker og opsætter rammerne indenfor hvilke de folkevalgte kan bevæge sig. Eller må lade sig dirigere. Hvor heltidspolitikere – som f.eks. borgmestre og rådmænd – gør sig synonyme med embedsapparatet, har almindelige byrådsmedlemmer ingen indflydelse på udviklingen. Aalborg Kommune er et godt eksempel. Eller skidt eksempel, om man vil … Lad os tage det seneste eksempel på et byråds-kiks af dimensioner. Accepten af, at den kommunale havn, der ved årtiets start blev forvandlet til et privat aktieselskab, har gjort den største aktionær, Aalborg Kommune, dvs. byrådet, både tavs og magtesløs. Tavs, da Konkurrencestyrelsen i november – efter grundig gennemgang af salget af Østre Havn til en miniput-aktionær – konstaterede, at Aalborg Havn havde overtrådt næsten samtlige regler for de foreskrevne procedurer. Herunder kravet om offentligt udbud, som kunne have sikret en højere salgspris. Og tavs – måske endda beundrende – da havneformanden, borgmester Jensen og hans havnedirektør – udlagde Konkurrencerådets kritik som en ren sejr. Med den borgmesterlige tilføjelse af, at han undrede sig over, at ingen af de kommunale jurister havde gjort ham opmærksom på, at sådan en grundhandel skal i offentligt udbud. Aalborgs havnesag er derfor et eksempel på majoritets-aktionærernes (byrådsmedlemmerne) svigt og laden sig besnakke af en borgmester, når han med uskyldsfornærmet mine forklarer, at alt er foregået korrekt. Jeg indledte med at konstatere, at nullernes årti var fyldt med kiks – og mit håb om, at gode kræfter ville bidrage til at det bliver anderledes. Efter et byrådsvalg, hvor fornyelserne udeblev – trods et gevaldigt vælgerdask for tacklingen af blandt andet salget af havnearealerne – må håbet vel sættes på vågeblus... BENT ØBERG bor i Aalborg og er uddannet journalist med en fortid på 27 år i A-pressen og medarbejder på Jyllands-Postens Aalborg-redaktion 1981-93. I dag konsulent og politisk kommentator.