Det kisteglade folk

Malawi er beriget med et glædestrålende folk, men flere og flere lever efterhånden af at begrave hinanden. Kenneth Chimbwabwa solgte sin første kiste samme år som Danmark trak sin støtte ud af landet

De smiler allesammen. På trods af det hele. Den røde talkumtørre jord. De gnavende tomme maver. Malaria, aids og børns begravelser. På trods af det hele. Ja, så smiler de faktisk allesammen i Malawi, og det er som om elendigheden er blevet betrukket med en skinnende overflade af glæde. Tandkødsgrinet, der byder os velkommen i lufthavnen, tilhører en hårdtstemplende skrankedame i uniform. Men også den ammende kvinde med vitaminfattig mælk i brysterne og de pjaltede børn i de små landsbyer er glade og venlige. Lykkelige påstår de endda, selv om de kun har en smule majsgrød tilbage, og deres bolig er en lerhytte fyldt med huller i høtaget. Måske lykkelige bare for at overleve, for sådan går det langt fra for alle i et af verdens fattigste lande. Det ved 24-årige Kenneth Chimbwabwa. Han skulle egentlig have været tømrer ligesom sin far. Men der kom bare noget, der var bedre. For glinsende æsker er blevet vigtigste varemærke på Rubani Street i hovedstaden Lilongwe. Laminerede pinjetræskasser til mennesker. Kister. Det er der profit i. For folk vil have en skinnende lamineret bolig til den sidste rejse, og så må det koste, hvad det vil. Antallet af begravelser stiger med antallet af indbyggere i Malawi, og siden 1975 er befolkningstallet steget fra 5,2 millioner til 11,9 millioner mennesker. Dødstallet er ikke opgjort, men det er stort. Kenneth Chimbwabwa er ikke dum. Han har gået mere i skole end de fleste og kan godt regne. Hans forældre havde råd til at sende ham i selvfinansieret såkaldt secondary school i fire år, og han ved, hvornår man skal følge strømmen. Derfor startede han sin forretning i 2002. Og derfor står han nu midt i det røde støv og limer glinsende laminat på en trækasse. - Jeg så en masse problemer med min fars tømrerforretning. Der var ikke meget profit. Så i stedet for at lave andre møbler, laver jeg kister. Det er bare en forretning for mig. Efter skolen havde jeg problemer med at finde arbejde, og der er rimelig profit i det her, siger han. Men der er stille for tiden. Normalt sælger Kenneth fem kister om ugen, men det stråtækte udstillingslokale er fyldt med stablede bokse i øjeblikket. Sidste salg var i søndags, og i dag er det torsdag, så Kenneth er ikke helt tilfreds. Det har været en dårlig uge. Men der er også blevet mere konkurrence på markedet. Andre folk har fanget fidusen, og siden 2002 er antallet af kistesælgere eksploderet. Da Kenneth begyndte, var der to konkurrenter på vejen. I dag er der 16. "Coffin Work Shop" reklamerer de allesammen i en mavepumpende skilteskov. Men 2002 var ikke blot året, hvor Kenneth solgte sin første kiste. Det var også året, hvor Danmark trak sig ud af Malawi. Siden 1996 havde Malawi været såkaldt programsamarbejdsland og modtaget massiv støtte fra Danmark. Men i 2002 smækkede Danmark låget i på den offentlige skattekiste. Vi lukkede ambasaden i landet og Danidas igangværende projekter stoppede Den samlede danske udviklingsbistand er faldet siden år 2000 og faldt også fra 2002 til 2003, men det er ikke begrundelsen for støttestoppet i Malawi. Begrundelsen for beslutningen var og er stadig Malawis politiske udvikling. Menneskerettighedskrænkelser, korruption og misbrug af donormidler, lyder dommen fra udenrigsministeriet. Og selv om Malawi har fået ny regering siden, har det ikke fået Danmark til at ændre mening. De fleste udenlandske iagtagerer er ellers enige om, at den nye præsident Bingu wa Mutharika forsøger at komme korruptionen til livs. Man ventede, at han ville blive en marionetdukke for den tidligere præsident, men sådan er det ikke gået. Han er i øjeblikket ved at danne sit eget parti, og de fleste iagtagere mener, at han er langt bedre end den forrige præsident, som i øjeblikket gør alt for at få magten tilbage. Folkekirkens Nødhjælps regionale repræsentant Lennart Skov Hansen forklarer, at regeringen ikke blander sig i de penge, som Folkekirkens Nødhjælp administrerer. Og han roser tilmed den nye præsident for et samarbejde med Taiwan, der kan gavne landbrugssektoren betydeligt. Og landbruget er livsvigtigt i Malawi. Nærmest eneste indhold i tilværelsen for den altovervejende del af befolkningen. De dyrker selv deres jord. Det er deres eneste indtægt og deres eneste vej til overlevelse. Men høsten har slået fejl. Igen. Og de færreste kan producere mad nok til hele året. På grund af tørke, dårlig såsæd eller på grund af mangel på jord, der blandt andet skyldes den eksplosive befolkningstilvækst. Derfor må folk i landsbyerne i øjeblikket nøjes med en skål majsgrød om dagen - ofte til deling mellem flere familiemedlemmer. Deres eneste redskab i marken er stenalderlignende hakker, og med sulten som blind passager, er det endnu sværere at finde energi til at arbejde i marken, når solen hamrer ned fra himlen. Men det er sultens kølvand, der dræber de fleste. Malaria og andre sygdomme tager de svageste først. De underernærede børn med tynde arme, store hoveder, opsvulmede ankler og strittende navler. Selvfølgelig er de ældre også udsatte, men dem er der ikke så mange af. Den forventede levealder er 37,8 år. Det er tydeligt i Kenneths forretning, at børnene er de udsatte. Han laver mange børnekister, og i øjeblikket er stablen med de små kasser lige så stor som den med de store. Kenneth arbejder hårdt med at få en stor kiste færdig. Han får hjælp af en af de tre ansatte, og hans fingre betrækker rutineret den primitive kasse med laminat. Han fortæller, at højsæsonen i butikken er i regntiden fra tidligt i oktober til december. Her sælger han 5-7 kister om dagen, for det er her, der er flest dødsfald i landsbyerne, og hvis folk ikke har råd, kan de købe på afbetaling. Han kommer selv fra den lille landsby Marinunde og ved, hvad han taler om. I de fleste landsbyer er der ikke noget toilet, og når det regner skylles afføringen derfor ned i vandløbene, der er fyldt med drikkevand. Desuden er der også i regntiden for lidt mad, og så er det myggesæson. Malariaen hærger og dræber de svage børn. Men Kenneth sælger mange kister. Han får råd til mad. Hans børn bliver mætte. Udenfor højsæsonen er det aids, der holder gang i kisteforretningen. Regeringen skønner, at sygdommen dræber ti mennesker i timen i Malawi. I flere områder er en tredjedel smittet, og regeringen mener, at omkring en million mennesker er smittet. Og sygdommen bider sulten i halen. For når man er aidssyg, er det svært at arbejde, og så har man behov for pleje. Det vil sige, at flere mennesker ikke kommer i marken for at arbejde, og når den syge dør, skal personen begraves. Det tager typisk tre dage. Marken må vente. Flere mennesker sulter. I øvrigt driver netop sulten og fattigdommen mange mennesker direkte ud i prostitution. Det er nogle steder den eneste måde at tjene penge på, og såsæd til næste års høst koster penge. Det er som om hele landet er fanget i en ond cirkel. En slags dødens tørretumbler, hvor det er umuligt at slippe ud. Kloge folk siger, at et samfund ikke kan leve af at klippe hinanden. Spørgsmålet er, om man kan leve af at begrave hinanden. Men der er faktisk både håb og drømme tilbage i landet. Kenneth Chimbwabwa drømmer om at blive ansat i et rigtigt firma, og måske bliver han det en dag. Men hvis Kenneth skal have væk fra kistesalget, kræver det flere ting. På kort sigt kræver det, at de rige lande på den anden side af kloden sørger for, at Kenneths forretning går i stå. Det gør den kun, hvis de små landmænd får et bedre udbytte. Det kræver bedre såsæd, bedre landbrugsredskaber og flere husdyr, der blandt andet kan skabe bedre gødning. På lang sigt kræver det, at landet får overskud til at satse på andet end lige netop landbruget, og at flere private selskaber investerer i turisme eller andre erhverv. Det gør de kun, hvis Kenneths forretning går i stå. Og hvis antallet af kistesælgere falder på Rubani Street kommer smilet i landet for alvor til sin ret. Det vil være et land uden dette umættelige behov for glinsende laminat. For det kisteglade folk vil ikke bare være lykkelige for at overleve. De vil være lykkelige for at leve. På trods af det hele.