Det kører der ud af for Rold Skov Cykel Shop
Opdateret kl. 08:47
Hasse Kristensen har i det meste af sit voksenliv elsket at køre på mountainbike. Så da forældrene for små fem år siden valgte at flytte til Skørping, åbnede der sig en ny verden for Hasse. Han fik for alvor øje på området som et paradis for cykelentusiaster. Derfor traf han en rask beslutning og flyttede selv fra Gug til Skørping for at åbne Rold Skov Cykel Shop. Det er fem år siden - og den 18. august i år åbnede butikken i nye og flotte lokaler på Jyllandsgade.
De fleste har bemærket, at der det seneste års tid er sket ting og sager på Jyllandsgade 38. Den 28. januar blev den daværende bygning raget ned, den 1. maj blev en ny sokkel støbt, og den 18. august slog Hasse dørene op til Rold Skov Cykel Shop, der de sidste tre år har haft hjemme i kælderen ved det gamle parkhotel.
- Vi er rykket ind i 337 m2 butik og værksted, og så er jeg flyttet ind i en lejlighed ovenpå. Det har været en utrolig spændende proces, som vi er ved at lægge sidste hånd på. Blandt andet mangler der fortsat klinker på gulvene i butikken, men det klarer vi i fridagene omkring jul og nytår, fortæller Hasse.
- Jeg besluttede, at jeg ville bygge selv, da jeg gerne ville have mere plads at boltre mig på. Men jeg kunne ikke finde velegnede lokaler til leje. Ved at bygge selv er jeg selvfølgelig lidt mere bundet, men til gengæld kan jeg få det nøjagtig, som jeg vil have det.
Hasse er uddannet klejnsmed, men har også mangeårig erfaring fra detailbranchen. Da muligheden for at kombinere hans store interesse for cykler med at blive selvstændig, var han ikke i tvivl, og han åbnede Rold Skov Cykel Shop for godt fire år siden.
- Jeg faldt pladask for byen og området. Skørping og omegn byder på nogle af Danmarks klart bedste områder for mountainbikere, så det er jo et fantastisk område at have en cykelbutik i.
- Vi både sælger og udlejer, og så har vi vores værksted, fortæller Hasse.
- Vi har noget for enhver smag og pengepung indenfor både mountainbike og race. Både til nybegynderen, der gerne vil have et startsæt i god kvalitet til rimelige penge, og feinschmeckeren, der vil have de helt rigtige mærker, og som bruger mange penge på sin hobby.
- Som de eneste i Danmark importerer vi blandt andet det populære, amerikanske highend-mærke Yeti. Af andre mærker kan jeg blandt andet nævne Santa Cruz, Giant og Specialized.
- Men ét er vores produkter, noget andet at vi gerne vil være rammen om gode oplevelser. Derfor har vi også skabt vores eget "Rold Skov Cykel Shop Community", der har fokus på det sociale og fællesskab om interessen for cykling.
- For at blive medlem skal man købe et sæt lækkert Rold Skov Cykel Shop-cykeltøj, hvorefter der er adgang til en række fordele. Blandt andet fællestræning, at man kan hænge ud i butikken, bruge vores værksted plus en række andre fordele, fortælle Hasse, der til at hjælpe sig i butikken har ansat Daniel Højen Nielsen som cykelmekanikerlærling.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.