Det kører for Craig

CD POP Craig David: "Slicker Than Your Average" "Fast cars, fast women, speed bikes with nitro in 'em, dangerous when driven, those are the types that I be feeling". Så kører det igen for den engelske sanger, sangskriver og rapper Craig David her halvandet år efter debutpladen "Born To Do It", der har passeret de første syv millioner solgte. Men i stedet for at lave en slags "Born To Do It Again" er David nærmest begyndt forfra for at vise andre sider af sit talent. Så på den ene side kan man stadig et par solide opvisninger i smart, lækker, tjep R&B/pop som lige-i-øret-hittet "Hidden Agenda". Og på den anden side får man så en serie lidt mørkere og tungere og mere rapprægede numre. Umiddelbart lyder pladen som et selvmordsprojekt ved at lægge ud med en heftig status over alle de mange vidt forskellige reaktioner, som David er blevet mødt med - reaktioner, der får ham til at nå frem til, at man altså ikke kan gøre alle tilfredse, og "you should just let me be... Craig". Alle mellemregningerne for at nå frem til den banale konklusion er ikke så spændende for andre end Craig selv og hans allernærmeste. Men når det kører allerbedst for Craig David som i netop "Hidden Agenda" og "You Don't Miss Your Water ('til the Well Runs Dry)", der suger sig fast i øregangen, lyder det som et begavet forsøg for at forene en sjælfuld inderlighed (lidt ligesom hos Wet Wet Wet) med en mere R&B- og rappræget bund. Ellers er det helt tydeligt, at Craig David i de lidt mere håndhændede numre er særdeles inspireret af Michael Jackson helt ned i lidt samme måde at småsukke mellem linjerne. Bestemt ikke det værste bud på en toer. Ove Nørhave ove.noerhave@nordjyske.dk Craig David: "Slicker Than Your Average" Warner/Wildstar