Det kører i olie for veteranen
Jørgen Larsen skovler sejre ind på væddeløbsbanen i Aalborg
TRAV: Bag synonymet "Stald Saltum" gemmer sig navnkundige Jørgen Larsen, som gennem mere end en menneskealder har været en stor profil i dansk og nordjysk travsport. Både som ejer, opdrætter og i sine yngre dage også som en habil amatørkusk med 448 sejre på meritlisten.
Nu nyder Jørgen Larsen tilværelsen kun som hesteejer og kan i øjeblikket konstatere, at staldens heste bringer sejrsbuketter hjem i bundter. Ved forrige løbsdag blev det til tre sejre, og til stævnet mandag aften på Racing Arena Aalborg kunne "Stald Saltum" bogføre yderligere tre.
Først kunne Anders Pedersen køre først over stregen med Pet Vet Time. Parret fik et roligt løb undervejs, og da angrebspladsen bød sig slog Pet Vet Time til i sikker stil. Siden fulgte Flemming Jensen op med sodavandshesten The Las Cola. Opskriften var her føring fra start til mål, og Jørgen Larsen kan utvivlsomt vente flere sejre fra den kant.
Anders Pedersen rundede hattricket af med en ny sejr til talentet Billi Time, som dermed kunne tage sin tredje gevinst i træk. Desværre er Billi Time for sent ude i årgangssammenhæng, men med de viste takter ligger der masser af sejre i horisonten for den 4-årige hoppe.
Keld Christian Carlsen-trænede Redford har gennem lang tid vist gryende form og fik mandag aften endelig fuldt udbytte, da tredjepladsen fra Champion Stakes blev byttet til en fortjent sejr. I en tæt og medrivende opløbskamp fik rutinerede Lea Olsen sendt Redford forbi akkurat på målstregen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.