Det kører på skinner
Stadig muligt at krydse banen ved Sigurd Müllers Vej

Overkørslen på Midholmvej skal udstyres med bomme som afløser for det hidtidige blinkanlæg.Arkivfoto: Peter Mørk Peter Mørk
SNEDSTED:En forbindelse skal ikke afskære andre forbindelser - heller ikke i Snedsted, hvor Thisted Byråd har fulgt en indstilling fra udvalget for miljø og teknik om at opgive planer om at lukke overkørslen på Sigurd Müllers Vej i Snedsted. Det skal fortsat være muligt at krydse Thybanen her.
Trafiktallene viser, at overkørslen på Sigurd Müller Vej - også kaldet overkørsel 197A - passeres på 500 biler i døgnet. Tallet alene taler for at opgive planerne om at lukke den, mente udvalget for miljø og teknik.
- Der er jo gang i Snedsted, og antallet af biler, som bruger overkørslen kunne tale for, at der også laves bomanlæg ved Sigurd Müllers Vej, sagde Jens Vestergaard (S), da byrådet drøftede sagen, som med borgmester Lene Kjelgaard Jensens (V) ord handlede om at tage stilling til en ”opgradering af overkørslen på Midholmvej med bomme og til at opretholde overkørsel 197A”.
Et argument for at opretholde overkørsel 197A er, at en lukning ville afskære en etableret forbindelse mellem Snedsted by nord for banen og bolig- og idrætsområdet syd for den.
- Der er grund til at rose udvalget for at gå i mod en lukning af 197A af hensyn til boligområdet og hallen, sagde Poul Hvass Hansen (K).
Ud over at fastholde overkørslen på Sigurd Müllers Vej var byrådet tilfreds med, at overkørslen på Midholmvej - også kaldet overkørsel 201 - opgraders med et bomanlæg.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.