Det koger i svømmehallen

Svømning 6. april 2003 08:00

AABYBRO: Et kæmpebanner, underskrevet Svim-Team Aabybro, dækker det store vindue i Aabybro Svømmehal og overskygger alle andre bannere. Hallen er fyldt op til randen med svømmere fra hele Jylland og Fyn, og kampråb fra engangerede heppekor og trænere fylder hallen og sørger for en medrivende stemning, der minder om en fodboldkamp. Det er de jyske og fynske mesterskaber i svømning, hvor drenge i årgangen 86/87 og piger i årgangen 88/89 deltager, som i weekenden bliver afholdt i Aabybro Svømmehal. Der er cirka 450 svømmere fra 46 klubber repræsenteret. Aabybro Svømmeklub stiller med fem piger. De er meget koncentrerede, inden de skal i vandet og står i en rundkreds og holder om hinanden, mens de råber: "Hvem er de bedste - det er vi". De fem svømmepiger skal svømme holdkap, og kampråbene har åbenbart haft sin virkning. Pigerne vinder suverænt første heat - Cillie Lindner var nu ikke i tvivl om, at de ville vinde og mener, at holdet sammenlagt kan få medaljer. Men hun indrømmer også, at de har en lille fordel ved at være på hjemmebane. - Vi kender vandet og startskamlerne, så det kan godt være en fordel at svømme i egen hal, siger hun. De mange mennesker spiller en stor rolle ved mesterskaberne, fordi de giver en god stemning, fortæller Cillie Lindner. - Vi snakker også med de andre deltagere, men vi vil gerne vise, at de ikke er så gode, som de tror, de er, siger hun med et lille smil. Mesterskaberne er arrangeret af Aabybro Svømmeklub, og stævneleder Birthe Kragh mener, at Aabybro har de perfekte rammer til formålet. - Vi har en god hal, fordi der er plads uden om bassinet, og så har vi en kommune, der er villig til at stille skoler til rådighed for de mange overnattende, siger hun. Der er også økonomiske fordele ved at afholde stævnet, og de kommer klubben til gode, fortæller Birthe Kragh. - Vi skal jo gerne tjene nogle penge, så vi kan sende vores svømmere til andre stævner, siger hun. De jyske og fynske mesterskaber fortsætter i dag i Aabybro Svømmehal, hvor svømmepigerne fra Aabybro igen skal i vandet i jagten på medaljer.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...