- Det kom som et stort chok for os

White Hawks-direktør troede, han skulle forhandle med Morten Lie efter slutspil

Jørn Eriksen
Mor­ten Lie - her i ak­ti­on mod AaB i DM-kvart-fi­na­ler­ne - fø­ler ikke, han har snig­lø­bet White Hawks med skif­tet til Søn­der­jys­kE.Foto: Tor­ben Hansen
Ishockey 6. marts 2007 05:00

FREDERIKSHAVN: Angrebstalentet Morten Lies klubskifte til SønderjyskE i Isligaen i ishockey er en svær fordøjelig mundfuld for alle i og omkring Frederikshavn White Hawks. - Jeg vil nok indrømme, at det var noget af et chok for os, da jeg fik besked i løbet af søndagen, siger White Hawks-direktør Mogens Andersen. - Vi havde en aftale med Morten Lie og hans agent om, at vi skulle tales ved efter DM-slutspillet, men Morten var åbenbart blevet enig med SønderjyskE før slutspillet. Vi er ikke blevet orienteret om noget i den retning undervejs, fortsætter en tydelig skuffet men i samme dribling med pucken særdeles diplomatisk Mogens Andersen. Han ønsker i samme åndedrag Morten Lie, der har brilleret i de netop overståede DM-kvartfinaler mod AaB Ishockey, held og lykke. Mogens Andersen hilser også den dag velkommen, når og hvis Morten Lie eventuelt vender retur til White Hawks. Lie: Helt efter bogen NORDJYSKE kunne allerede mandag afsløre Morten Lies skifte til SønderjyskE, og han blev da også helt efter planen præsenteret som ny spiller i SønderjyskE-lejren i går. Morten Lie har lavet en et-årig aftale med SønderjyskE. Den talentfulde angrebsspiller, der er noteret for seks A-landskampe, føler ikke, han har snigløbet Frederikshavn White Hawks med klubskiftet. - Alt i den her proces er forløbet helt efter bogen. Jeg har talt med både Frederikshavn White Hawks og SønderjyskE, men jeg fandt det bedst for mine interesser at prøve noget nyt. Jeg har intet imod Frederikshavn White Hawks, hvor jeg har haft mange utroligt gode år som spiller, fastslår Morten Lie. Ønskede luftforandring Han understreger, at det er ønsket om at videre-udvikle sig som spiller, der har været den primære drivkraft for skiftet til SønderjyskE. - Jeg ville have nye udfordringer. - Jeg ville selvfølgelig også have kunnet videreudvikle mig i Frederikshavn, men jeg har bare følt, at mine muligheder var bedre i SønderjyskE i den retning, og så skader det aldrig med lidt luftforandring, konstaterer Morten Lie. White Hawks-direktør Mogens Andersen ærgrer sig forståeligt nok over, at klubben ikke fik forlænget med den nu kommende SønderjysKE-spiller. Ingen er uundværlig - Han var én af dem, der var udset til at kunne få en nøglerolle i den kommende sæson, men der er ingen spillere, der er uundværlige, og vi skal nok finde en erstatning for Morten Lie. - Vi har selv flere unge spillere på spring til Liga-holdet, og så kigger vi selvsagt også andre steder, slutter White Hawks-direktøren.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...