Det kommer lige fra hjertet

Den gamle SiD- formand Hardy Hansen mener, at fagbevægelsen er for anonym

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Foto Torben Hansen Aalborg St. Brøndum Hardy Hansen, ugens menneske

Autocamperen holder allerede på parkeringspladsen. Manden bag rattet ruller vinduet ned og rækker labben frem. - Hardy, præsenterer han sig med en stemme, der er lige så fast og klar som håndtrykket. Et håndtryk af den slags, som arbejdsmænd, bønder og håndværkere uddeler. Hardy Hansen har taget turen til sin barndomsby St. Brøndum i Himmerland. Hustruen gennem mere end 30 år, Anni, og samojedehunden Nanok gør ham selskab. De har overnattet i autocamperen i St. Brøndum, efter at Hardy Hansen dagen i forvejen har underholdt en forsamling pensionister i Vejle. Dagen før holdt han foredrag i gartnernes fagforening i København. Der er stadig bud efter Hardy Hansen. Et af den danske fagbevægelses største ikoner i slutningen af forrige årtusinde, da han igennem ikke færre end 16 år var formand for landets største fagforening, Specialarbejderforbundet i Danmark (SiD). Dengang blev hans navn jævnligt brugt som skældsord, når arbejdsgivere blev rigtig sure på tillidsfolkene. Ret meget større kan det næppe blive for en fagforeningsboss. Han stiger ud af bilen. Solbrændt og i grå strikketrøje med lynlås og cowboybukser. Høj og ganske slank af en 76-årig at være. Kuløren er helt naturlig, forsikrer Hardy Hansen. Den har han fået på solkysten i Spanien, hvor Anni og han tilbringer tre måneder i autocamperen hver vinter. Hardy sidder selv bag rattet både ud og hjem. Kroppen holder han i nogenlunde form ved at svømme et par gange om ugen. Hardys by Hardy Hansen viser gerne den by frem, hvor han er født, gik i skole, løb på skøjter, blev konfirmeret og tjente sine første penge. Dengang var der en brugsforening med uddeler og tre kommis’er, en købmand, mejeri, cementstøberi, adskillige små håndværksvirksomheder og en sparekasse, som hans egen bedstefar var med til at starte. Sparekassen er der mærkværdigvis stadig. Den ligger lige ved siden af den tidligere brugsforening, som nu er omdannet til en kultur-købmandsforretning, der reklamerer med 300 forskellige slags øl og desuden rummer antikvariat, kunstudstilling og en netcafé. Alle de andre små værksteder og virksomheder fra barndomstiden er væk. Hardy Hansen griber i dørhåndtaget til kulturkøbmanden. Døren er låst. Heldigvis bor bestyreren Birgit Møller Sørensen lige i nærheden, og hun vil gerne vise ham butikken. I den tidligere brugsforening er der rigtignok mange forskellige slags øl. Tilfældigvis også en øl, der hedder Hardy’s. Den er engelsk og koster 42,95 kroner. - Det er godt nok mange penge for så lille en flaske. Dengang jeg var ung, blev her solgt Stjerne-øl, og det var til en helt anden pris, husker den gamle fagforeningsformand. Han holder selv af godt øl. Men smertegrænsen for hans pengepung nås ved 40 kroner, og så skal det meget gerne være en stor flaske. Turen gennem St. Brøndum går videre til Hardy Hansens barndomshjem, der består af et stuehus og et udhus, som i hans barndom rummede lade og en stald med fire køer, seks grise og en hest. - Bortset fra nyt tag ligner det jo næsten sig selv. Og derovre lå et hønsehus, udbryder Hardy Hansen og peger. Æggene blev vekslet til varer i brugsforeningen. - Hvis ikke vi havde haft hønsene, ved jeg ikke, hvordan mine forældre skulle have klaret det. Små kår I barndomshjemmet blev der spinket og sparet. Moderen spandt garn, stoppede børnenes strømper og vendte flippen på skjorten, når den var slidt. - Vi var fattige, og mine to søstre og jeg kunne ikke undgå at høre, når mor og far snakkede om, hvordan vi skulle klare til dagen og vejen. Landbruget var så småt, at faderen var nødt til at tjene ekstra penge ved siden af. På ejendommen havde han et lille sadelmageri, og han lavede også tønder til smør. Faderen arbejdede også på nogle af de større gårde, hvor han blandt gravede tørv, sprøjtede frugttræer og sprøjtede for fluer i staldene. Som landarbejder meldte faderen sig ind i Arbejdsmændenes Forbund, som det hed dengang. Han forsøgte også at få andre landarbejdere til at organisere sig. Men de store gårdmænd brød sig ikke om alt det fagforeningspjat. Derfor var der nogle af dem, som boykottede hans sadelmagerværksted og heller ikke ville ansætte ham til forefaldende arbejde. Derfor måtte han ofte cykle langt for at tjene til føden. - Venstre-folk har altid haft et horn i siden på fagbevægelsen, konstaterer Hardy Hansen. Selv begyndte han allerede som 10-årig at bidrage til husholdningen. Sammen med sine to søstre hjalp han til med at servere, piske flødeskum og vaske op, når moderen var ude som kogekone. Og det var hun ret ofte. Om sommeren tjente han en skilling ved at trille tørv i mosen. Lille Hardy havde også en fast opgave med at trække køerne på græs om morgenen, inden han skulle i skole. Da havde faderen forlængst malket og var kørt på arbejde. Om eftermiddagen, når han kom hjem fra skole, skulle han hjælpe med at lave smørdritler. Skolen havde i det hele taget ikke Hardy Hansens store interesse. - Jeg fulgte da rimeligt med og lærte at læse, skrive og regne. Vi lærte også hele kongerækken og bibelhistorien, men aldrig noget om arbejderbevægelsen. Dengang var der op til 40 elever i hver klasse, og de gik kun i skole hver anden dag i sommerhalvåret. Det lå i kortene, at Hardy Hansen skulle ud at tjene, da han blev konfirmeret. Han fik arbejde på en større gård med 12 køer i nærheden af barndomshjemmet. - Det var ren Pelle Erobreren. Jeg havde et usselt karlekammer med en seng, en stol og et bord samt en lampe i loftet lige ved siden af hestestalden. Hestene stod og trampede i gulvet om natten, så det var svært at sove. Da Hardy Hansen var færdig med sin hyre på gården, sagde landmanden til ham, at han nok skulle blive til noget, for han var stor og stærk. Knægten fik 1400 kroner for syv måneders arbejde på gården. Og der var vel at mærke tale om 12 timers arbejdsdage syv dage om ugen. - Lønnen var meget beskeden i betragtning af, at en øl kostede 1,50 kroner, når jeg var til bal i Terndrup eller Skørping. Mobiltelefonen ringer. Det er et af børnebørnene, 21-årige Jon, som glad ringer for at fortælle, at han som nyudlært tømrer har fået arbejde hos et firma i Glostrup. - Hvad er timelønnen?.....HAR I SLET IKKE SNAKKET OM LØNNEN, udbryder en tydeligt forundret bedstefar. - Nå, det finder I forhåbentlig ud af. Tillykke med jobbet, Jon. Sømanden blev gartner Selv drog Hardy Hansen ud i den store verden som 17-årig. Udlængsel og lyst til at prøve noget nyt bragte ham til søfartsskolen i Svendborg, hvor han fik sømandseksamen. - Jeg længtes godt nok hjem til St. Brøndum. Men alle de andre unge mænd på sømandsskolen længtes også hjem. - Det væsentligste, jeg tog med mig hjemmefra - udover masser af kærlighed - var nok, at jeg havde lært at arbejde. Som min mor sagde: “Hardy, du har selv tjent til dit tøjsæt.” For at udnytte sin nyerhvervede uddannelse rejste den unge himmerlænding til København. Men det var umuligt at få hyre på et skib dengang i begyndelsen af 1950’erne. I stedet blev han - via et job hos en gartner og gode forbindelser - ansat hos De Danske Bomuldsspinderier i Valby. Ledelsen fandt ud af, at han var god til at splejse. Derfor fik han straks en god tjans og en forholdsvis god løn sammenlignet med hovedparten af de flere hundrede kvindelige kolleger. - Jeg havde aldrig tidligere oplevet magen til frisprog. De kvinder kunne få mig til at rødme helt ned på halsen. Selv om Hardy Hansen fik en - efter forholdene - pæn løn, var den ikke høj nok til, at han og konen kunne få råd til en lille lejlighed. For Hardy var blevet gift og skulle være far. Tillige både støvede og støjede det på bomuldsspinderiet. I stedet fik Hardy Hansen arbejde hos metalfabrikken Poul Bergsøe i Glostrup, hvor han straks blev en del af kammeratskabet på firmaets håndbold- og fodboldhold, der hovedsagelig bestod af tillidsfolk og andre fagligt aktive. Hardy blev spurgt, om han kunne tænke sig at blive sikkerhedsrepræsentant. Det sagde han ja til. Hardy Hansen var ganske ny i faget som sikkerhedsrepræsentant, da der indtraf en tragisk begivenhed, som fik afgørende betydning for resten af hans liv. Under rengøring kom en medarbejder til at sprøjte vand på en tønde med giftstoffet arsen. Det udviklede gifte dampe, og tre-fire kolleger døde, mens flere andre blev lagt i respirator på sygehuset med forgiftninger. - Firmaet fik en bøde for at have sløset med sikkerheden. Men det blev mine døde kolleger jo ikke levende af. Det var et vendepunkt i mit liv. Virksomheden havde åbenbart også dårlig samvittighed. I hvert fald betalte firmaet ferieture til Mallorca for de efterladte, og tillidsfolkene fik eget kontor og frihed til at besøge de kolleger, der lå i respirator på hospitalet. Hardy Hansen kom på arbejderhøjskole, hvor der blev sunget “Når jeg ser et rødt flag smælde” og “Jens Vejmand” til morgensang. Han blev fællestillidsmand på fabrikken og meldt ind i Socialdemokratiet. Et parti, han har holdt fast ved siden. - Men jeg har også mødt utroligt mange dygtige kommunistiske tillidsfolk i de år, jeg var aktiv i fagbevægelsen. De var måske endda en tand skarpere i ord og handling end vi andre, siger han. Tillidsmandshvervet skulle vise sig blot at være en station på vejen i Hardy Hansens karriere i fagbevægelsen. Næste station var en plads i SiD’s hovedbestyrelse, dernæst forbundets forretningsfører, to år senere formand for fabriksgruppen inden han i 1979 kom til at stå i spidsen for alle specialarbejdere i Danmark. - Mit engagement har altid været drevet af lysten til at ændre uretfærdigheder. Sådan som jeg ser det, har vi stadig et samfund, hvor nogle har det meget godt, andre knap så godt, og så er der nogle, som har det rigtig skidt. Jeg går ind for solidaritet i vores samfund. De 16 år, Hardy Hansen opnåede som SiD-formand, inden han faldt for aldersgrænsen, blev turbulente med store faglige konflikter. Blandt de mest kendte havnearbejderkonflikten i 1983, de landsomfattende påskestrejker to år senere, RiBus-konflikten i Esbjerg, der drejede sig om privatisering af buskørslen, og HT-konflikten i København. I forbindelse med sidstnævnte konflikt røg det ud af munden på Hardy Hansen, at den kun kunne løses ved at HT fyrede de uorganiserede chauffører. Den udtalelse kostede SiD en bod på 20 millioner kroner. - Det gippede godt nok i mig, da jeg hørte beløbets størrelse i retten. Jeg tænkte, om jeg nu ville blive væltet som formand. Men allerede, da jeg kom hjem, var der masser af blomsterhilsner. Og ved næste kongres var mit kandidatur slet ikke til diskussion. Det var også Hardy Hansen, der opfandt udtrykket “den sociale massegrav”. Udtrykket brugte han, da Schlüter-regeringen i 1984 ville forringe dagpengesystemet. Hardy Hansen har i det hele taget aldrig været bange for at sige sin uforbeholdne mening. Den egenskab savner han hos en stor del af de nuværende fagforeningsledere. - Det er næppe nogen tilfældighed, at det som regel er FOA’s formand Dennis Kristensen, der bliver interviewet, når pressen ønsker en kommentar fra fagbevægelsen. Han er tilgængelig og siger tingene lige ud. Det kunne de andre lære noget af. Folk bør vide, hvad fagbevægelsen mener og står for i stedet for at putte med tingene. Mens Hardy Hansen stadig var SiD-formand, blev han også valgt til Folketinget. Det var dengang Socialdemokratiet havde regeringsmagten under ledelse af Poul Nyrup Rasmussen. Det blev en skuffelse for Hardy Hansen. Han sagde, ligesom han plejede, sin mening og blev sat i skammekrogen. Han fik overhovedet ingen udvalgsposter, selv om han meget gerne ville have været i arbejdsmarkedsudvalget. Dronning Ingrid ville tale Men et par gode minder har Hardy Hansen alligevel fra sin tid som folketingsmedlem. Oven i købet med de kongelige. Ved Folketingets åbning blev dronning Ingrid dårlig ved sammenkomsten bagefter. Hun blev lagt på en briks og spurgt, om hun kunne tænke sig at snakke med et af folketingsmedlemmerne. “Ham der SiD-formanden”, lød det kongelige ønske, og så fik Hardy Hansen sig en snak med den ældre dame. Ved samme folketingsåbning kiggede kronprins Frederik sig lidt fortabt rundt i forsamlingen, indtil han fik øje på Hardy Hansen. “Dav Hardy. Endelig et ansigt, jeg genkender”, udbrød kronprinsen lettet. Trods de gode oplevelser med Ingrid og Frederik ønsker Hardy Hansen kongehuset afskaffet. - Det er sikkert søde og rare mennesker. Men kongehuset som institution har overlevet sig selv, og så er det tillige dyrt, mener han. Hardy Hansen holder sig bestemt heller ikke tilbage for at svinge pisken over sit gamle parti, som han stadigvæk er medlem af. - Det er en gruppe akademikere, som tegner partiet, der kører en Tony Blair-agtig nyliberalistisk linje. Partiet tager ikke ordentligt hånd om de dårligst stillede i vores land, og partileder Helle Thorning-Schmidt er ikke helt klar i mælet, når det handler om at forsvare efterlønnen. I det hele taget tror vælgerne ikke rigtigt på hende. Dem, jeg møder, vil hellere have Mette Frederiksen. Hun har klare politiske holdninger, og det hun siger, kommer fra hjertet. Modstræbende indrømmer Hardy Hansen, at han også synes Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard besidder et ægte engagement, selv om han politisk er lodret uenig med hende. Hendes parti er blandt andet årsag til, at han er holdt op med at hejse flaget, fordi Dansk Folkeparti bruger Dannebrog som symbol på deres udlægning af, hvad det vil sige at være dansker. Hån mod lønmodtagere Hardy Hansen har snakket sig rigtig varm. Den gyldenbrune ansigtskulør blandes med rødt. Aktiveringspolitikken, som efter hans mening er “til skruebrækkerløn og en hån mod de danske lønmodtagere”, får også en ordentlig omgang. - Hvorfor finder de sig bare i, at danske virksomheder flytter produktionen til udlandet? Både politikere og fagforeninger burde medvirke til, at der blev forsøgt andre løsninger, også uden at folk skal gå ned i løn, for det er heller ikke løsningen. Børn har brug for tryghed i tilværelsen, men det har voksne bestemt også. De senere år har Hardy Hansen engageret sig kraftigt i EU-modstand, hjælp til asylansøgere og protestdemonstrationer imod krigene i Irak og Afghanistan. Senest er han blandt initiativtagerne til et Mandela-center, der skal forske i at løse konflikter på fredelig vis. Som SiD-formand var Hardy Hansen selv i Sydafrika for at aflevere en million kroner til frihedsbevægelsen ANC og den dengang fængslede Nelson Mandela. - Men apartheidstyret fandt hurtigt ud af, hvilken flok røde lejesvende, der var tale om. Vi blev tilbageholdt i 14-16 timer, og de ledte efter pengene uden at finde dem. De lå blandt tøjet i vores kasserers kuffert, og det var næsten det eneste sted, de ikke ledte. Det lykkedes Hardy Hansen og hans følge at få afleveret pengene og slippe ud af landet. For et stykke tid siden ville sydafrikanerne gerne tildele Hardy Hansen Mandela-prisen som tak for den danske fagbevægelses støtte under frihedskampen. Betingelsen var blot, at den danske fagbevægelse selv skulle betale hans rejse til Sydafrika. Men det afviste LO-toppen. I stedet blev der sendt en ansat for at tage imod prisen. Det skuffede Hardy Hansen gevaldigt, men lukkede bestemt ikke munden på ham. - Jeg fortsætter med at blande mig og sige min mening, så længe der er uretfærdighed til i denne verden. Og det hele kommer lige fra hjertet. {