Det konservative halehæng

Konservative har brug for andre mærkesager end skattelettelser

De konservative vil gerne være halen, der logrer med hunden.
Scanpix

De konservative vil gerne være halen, der logrer med hunden. Scanpix

Godt nok virker De Konservative som et halehæng til Venstre. Men det er k-halen, der logrer med Venstre-hunden. Det budskab har konservative fra hele landet forsøgt at overbevise hinanden om under weekendens landsråd i Bella Centret. Til lejligheden kunne partiets formand og vicestatsminister Bendt Bendtsen præsentere en tjek-liste over, hvor mange resultater De Konservative har opnået i sine 5 år som regeringsparti. Lavere skat, flere dansk- og matematiktimer i skolen, hårdere straffe for vold og en nedlægning af amterne er nogle af de borgerlige mærkesager, der har fået et flueben. Men lige nu tænker de fleste på det resultate, som De Konservative ikke har opnået. De nye skattelettelser, som De Konservative har fået skrevet ind i regeringsgrundlaget, ligger langt væk i øjeblikket. Der skal først være råderum, lyder det igen og igen fra regeringen. Men råderum er ikke noget, man venter på, det er noget man skaber, mener det konservative bagland. For hvis vi ikke kan finde plads til skattelettelser midt i en gigantisk økonomisk optur, hvornår kan vi så? Landsrådet vedtog, at de lavere skatter skal indføres, inden næste valg, men det bliver op ad bakke. For helt ind i Venstres topledelse er der stor skepsis over skattelettelser. De vil blot give Helle Thorning Schmidt og socialdemokraterne ekstra medvind til deres slogan: ”Vi vil have velfærd, mens regeringen vil have lavere skat”. Og er der noget Venstre frygter, så er det at tabe velfærdskrigen til Socialdemokraterne. Meningsmålinger viser nemlig, at folk ikke har noget imod at betale skat, hvis blot der er pædagoger til at passe ungerne, hvis skolerne er moderne, og hvis de ældre får en ordentlig pleje. Regeringens faste støttehjul, Dansk Folkeparti, har også meldt klart ud,at velfærd står betydeligt højere på deres tjekliste end lavere skat. Og når De Konservatives mest kendte mærkesag smuldrer, så er det ekstra vigtigt, at befolkningen ved, hvad De Konservative ellers går og sylser med. Det ved den bare ikke. Mens Venstre, Dansk Folkeparti og senst også Socialdemokraterne har pakket deres politiske mål ned i en lille bullionterning af let forståelige slogans, så fedter De Konservative stadig rundt med mere abstrakte begreber som sammenhængskraft generationskontrakter. De Konservative er ikke tydelige nok i den offentlige debat. De er for hurtige til at få armenen ned i stedet for at prale og fejre politiske sejre, når de er der. Bendt Bendtsen er slideren, der har samlet et splittet parti, men han er ikke den, der kan sparke De Konservatives politik ud over rampen til de sygeplejersker og politibetjente, der har konservative sympatier. Det kan Lene Espersen. Og det kan Connie Mikkelsen. og noget tyder på, at kronprinsesserne sammen med Brian Mikkelsen nu skal ud og slås for de konservative mærkesager i stedet for kun at udtale sig om deres fagområder som ministre. I weekenden så vi Lene Espersen holde en tale,hvor hun langede ud efter Helle Thorning, Hun talte om økonomi og ansvarligehed. Om miljø. Om bløde værdier. Men ikke et ord om den retspolitik, som hun er landets øverste chef for som justitsminister. Lene Espersens tale kan være startsskuddet til, at De Konservatives løjtnanter bliver mere synlige i debatten med flere let fattelige budskaber end blot ”ned med skatten”. Ellers bliver de Venstres halehæng.