Det korte ophold i byen har indtil videre varet i 25 år

:Livet har vist sig uforudsigeligt for sygehusdirektøren og derfor tackler hun sin egen uvisse fremtid med humor

Skagen 11. september 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: - Egentlig havde jeg en plan om at være hjemmegående lægefrue. Den drøm kan jeg måske få opfyldt nu. Så kan jeg få god tid til at passe mine børnebørn. Sådan svarede sygehusdirektør Ingeborg Thusgaard sin datter, da hun bekymret spurgte sin mor, hvad der skulle ske, hvis hun ikke længere skulle stå i spidsen for Frederikshavn-Skagen Sygehus. - Skal du til at sylte på fuld tid, sagde datteren og det fik hendes mor til at tilføje: Nej. Det er min have nok ikke stor nok til. Den selvironiske humor og understregningen af at ingen skal have medlidenhed med hende er kendetegnende for Ingeborg Thusgaard. Amtsrådspolitikerne er som bekendt på banen med et forslag om, at der kun skal være en ledelse for både Frederikshavn og Hjørring sygehus. Et forslag som Ingeborg Thusgaard selv betegner som en god idé. Men om det bliver med hende i chefstolen - det kommer ikke denne jubilæumsartikel ved. For midt i al virakken om Frederikshavn og Skagens sygehus fremtid kan Ingeborg Thusgaard fejre 25 år som ansat på Frederikshavn sygehus. Jubilæet markeres på fredag, og mon ikke hun selv vil lade et ord passere om den aktuelle situation. Hun foretrækker nemlig, at tingene kommer frem i lyset, når der tales om dem. Direkte telefon Derfor valgte hun også at indkalde til stormøde med personalet på Skagen sygehus, lige så snart sundhedsudvalget havde offentliggjort forslaget om at sygehuset skulle lukke. Hun var den første sygehusleder i Danmark, som åbnede en direkte telefonlinie, hvor alle kunne ringe direkte til hende, hvis de havde noget på hjerte. Ingeborg Thusgaard er en ud af tre kvindelige sygehusdirektører i Danmark, og hun er den eneste sygeplejerske, der bestrider jobbet. Andre steder er det læger, der er direktører eller akademikere med forstand på tal, som hun siger og lægger ikke skjul på, at tal ikke har og aldrig har haft hendes største interesse. Det handler om at skabe et sygehus, hvor alle både ansatte og patienter, føler sig ordentlig behandlet. Og netop det emne har hun skrevet to debatbøger om, kaldet Emmas verden og Emmas rummelige verden. Bøgerne handler blandt andet om forholdet mellem personalet og patienterne, og i Emmas rummelige verden sættes fokus på, hvad der sker når sygehusene får læger og patienter af udenlandsk oprindelse. Pengene fra bøgerne går i en fond, der støtter udviklingen af samarbejdet og kommunikationen indenfor sygehussektoren. Kort visit Hvad fremtiden bringer, det får vi se til den tid. For livet har indtil videre været svært at forudsige for 54-årige Ingeborg Thusgaard. - Jeg har aldrig forestillet mig, jeg skulle begraves i Frederikshavn. Jeg kom til Frederikshavn, fordi jeg var blevet gift med en læge, og han kunne få arbejde heroppe. Men det var ikke meningen, jeg skulle blive heroppe i længere tid. Ingeborg Thusgaard kom fra et arbejde i Århus som underviser af sygeplejelever, og hun kendte ikke meget til Nordjylland, da hun startede som afdelingssygeplejerske på Frederikshavn sygehus i 1977. - Jeg er født og opvokset i Vejle og forestillede mig, at jeg ville derned i området igen. Men sådan gik det slet ikke. Efter jobbet som afdelingssygeplejerske fik hun jobbet som forstanderinde. - Ja tænk, at man var forstanderinde. På mange måder kan folk slet ikke forstå den kultur, der fandtes på sygehusene dengang. Så mange år er det da heller ikke siden, fastslår hun og fortæller, at ikke alt blev ved med at være, som det altid havde været. Nye tider var på vej ind i ledelsen af sygehuset. Familien fylder - Det vakte skam også opsigt, da jeg kort efter min ansættelse om afdelingssygeplejerske blev gravid og valgte at komme tilbage på arbejdet. Dengang var mange sygeplejersker ugifte, og jeg følte, at de ikke synes, det var passende at blive gravid. Men tre gange var hun faktisk væk på grund af barselsorlov. To piger og en dreng fik hun, og hun siger i den forbindelse, at hun vægter familien og samværet med dem meget højt. Der skal også være tid til at besøge forældrene i Vejle og hendes søskende. - Familien fylder altså meget hos os. Det er også en af forklaringerne på, at hun kun var i byrådet i en periode. Hun kom ellers ind i byrådet med et kanonhøjt personligt stemmetal. Så opbakningen fra befolkningen var der. Men det var timerne ikke. Der var ikke tid til at passe arbejdet som sygehusdirektør, familien og politikken. - Jeg havde ikke tid til at forberede mig, som jeg ville til de politiske møder, og samtidig var mit arbejde meget sjovt. Derfor valgte jeg byrådet fra igen. Hun lægger heller ikke skjul på, at debatten i byrådssalen ofte var uinteressant og på et niveau, hvor hun ikke havde lyst til at tage ordet. Debatten handlede ikke om politik men om personlig promovering. Nej til politik Ingeborg Thusgaard ler højt og siger NEJ på forespørgslen, om hun kunne tænke sig at gå ind i amtsrådspolitik. Til gengæld har hun masser af planer for den nære fremtid. - Jeg skal i gang med en række videreuddannelseskurser på Toplederakademiet, som Amtsrådsforeningen kører. Jeg har meldt mig til kurser blandt andet i strukturændringer og hvordan det påvirker en organisation, hvilke forventninger politikere og personale kan have til en. Det tror jeg kan være godt at vide noget om.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...