Børnepasning

Det kræver, at vi tager os sammen

De travle forældre regner med at få hjælp fra institutionerne, når børnene skal vænnes af med at gå med ble

AALBORG:Det klinger lidt støvet. Af bundne børnefødder og timers lidelser på en potte. Pottetræning, og det er da heller ikke et ord, som de småbørnsforældre, NORDJYSKE har talt med, selv bruger. - Jeg havde vel tænkt herre gud, det skal nok komme, men det gjorde det så ikke, siger Helle Skadhauge, som har en søn på tre år og to måneder. Han bruger stadig ble, selv om han efterhånden har gået et stykke tid i børnehave. Helt præcist i Børnehaven Frydendal i Aalborg. Hun og hendes mand har haft emnt bleafvænning oppe at vende, men så blev det ligesom bare ikke til mere, forklarer hun. - Det kræver jo en arbejdsindsats fra vores side, og så er det, at det på sin vis er nemmere bare at give ham ble på, siger hun og tilføjer, at hun heller ikke bryder sig om, hvis børn skal presses for meget. Hun frygter, at det kan give bagslag og gøre dem kede af at gå på toilettet. - Men det er også noget med, at man som forælder skal tage sig sammen. Man kan let komme til at tænke, " det ordner de nok henne i børnehaven", men man skal jo først og fremmest gøre en indsats selv, siger hun. Stressede og trætte Nogenlunde samme opfattelse har en anden mor fra Aalborg, Anita Flindt, dog med det "men", at hun mener, det også må være op til vuggestuerne og dagplejen at hjælpe til med pottetræningen. Det oplevede hun nemlig langt fra dengang hendes datter var i bleafvænningsalderen. - De fortalte os, at der ikke var tid og ressourcer til det, selv om de havde 12 potter linet op på hver stue, siger hun og tilføjer, at det var med til at gøre pottetræningen til en sur og noget besværlig proces. Som hun siger "så er det svært at lære et barn at sidde på potte om eftermiddagen, når det ikke skal sidde på potte henne i vuggestuen fra 8 til 15." I samme ombæring fortæller hun, at hendes og hendes mands travle hverdag også har spillet ind. - Det er også noget med, at vi som forældre er trætte og stressede og så har vi ikke energi til at kæmpe med den slags om eftermiddagen.