Det kræver sunde forældre

I disse dage er indtaget af kalorier - forklædt som sukker, fedt og sprit - uden tvivl årets højeste, for er der noget, danskerne er såvel inden- som udendørs verdensmestre i, så er det at hygge sig.

Og har det måske ikke netop været tema for en af sangene i årets DR-julekalender i tv, "Pyrus - alle tiders jul"... åhh, det er hygge! Måske er det ikke lige tiden at gøre opmærksom på det, netop fordi det kan virke u-hyggeligt her mellem jul og nytår, eller også er tidspunktet endog særdeles velvalgt. I hvert fald er det en offentlig kendt hemmelighed, at hygge, forstået som noget man kan indtage, har en ganske alvorlig bagside. Eller sideeffekt. I hvert fald er det i disse år tydeligt, at det kun går én vej for den samlede vægt på danskerne: Opad. På kasernerne vånder de sig over, hvor dårligt rekrutteringsmaterialet er blevet, ganske enkelt fordi unge stiller i en meget dårligt form - og i det hele taget tegner mere eller mindre overvægtige sig for en stadig større del af de danske børn og unge. Faktisk regnes cirka hver sjette danske skoleelev - 15 procent - for overvægtig, og bliver der ikke gjort noget drastisk og grundigt, er Danmark allerede om 5-10 år nået op på samme niveau som USA, hvor mindst en fjerdedel af alle børn og unge er overvægtige. "Bigger is better" hedder det som bekendt på disse kanter - men det er ikke et mål at stræbe efter, når det gælder dansk livvidde. Slet ikke, når det nu viser sig, at fede børn har lige så dårlig livskvalitet som kræftramte børn. Umiddelbart står ideerne for at afhjælpe problemet i kø, selv om de holder sig på tilskuds- og reparations-niveau. For eksempel kunne Socialdemokraterne godt tænke sig at give kraftige børn tilskud til at blive behandlet hos en diætist, ligesom de er varme fortalere for skolemad. Men dels er det for sent at skride ind, når skaden er sket, dels er skolemad ingen som helst garanti for, at eleverne rent faktisk indtager, hvad skolerne tilbyder. Det må begynde et helt andet sted. Med en massiv oplysningskampagne for sund levevis. Og sunde børn kræver som bekendt sunde forældre med den rette indstilling og ikke for mange "nemme" - fedende - løsninger.