Det kribler i Karim

Selv om han gennem sin lange karriere har været igennem et utal af vintertræninger, er det ikke det sure slid, der vejer tungest, når Karim Zaza onsdag møder op til den første træning i 2010.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Karim Zaza får ikke brug for bolde i de første træninger med AaB i 2010. Foto: Grete Dahl.

Målmanden glæder sig derimod til, efter en måneds ferie, igen at komme i gang med træningen. - Når man er vant til at være aktiv hver dag, er en pause på en måned, dog med selvtræning, lang tid. Så det kribler i mig for at komme i gang, lyder det fra Zaza, som fastslår, at han også har nydt den tiltrængte pause efter det skuffende efterår. Fysisk form Keeperen er godt klar over, at der med det aktuelle vejr, og det der er i vente i den kommende tid, ikke kan blive lagt meget vægt på det rent fodboldmæssige i de første uger. - Vi må bare håbe, at den kunstgræsbane vi skal bruge bliver ryddet hurtigst muligt, men ellers gælder det for os i første omgang om at få bygget den fysiske grundform op, og meget af det, kan vi godt klare indendørs, lyder det fra Karim Zaza,der på lørdag kan fejre sin 35 års fødselsdag. Pehrsson i Sverige Onsdagens træningspas bliver i øvrigt uden cheftræner Magnus Pehrsson, der er på kursus i Sverige. I stedet er det assistenttræner Patrik Johansson og Poul Erik Andreasen, der står for den første lette omgang træning. Torsdag venter der spillerne en fysisk test og styrketræning, og fredag håber man at kunne komme ud på kunstgræsbanen.