Det kulturelle service- eftersyn

Lige nu er vi midt i en storkonflikt. Den handler om penge, og den handler om kotymer fra gammel, gammel tid. Strejken bunder i, at man tilbage i 60'erne lagde niveauet for, hvordan de offentligt ansatte skulle aflønnes. Altså hvor store forskelle, der skulle være mellem de enkelte fag. Mange år er gået, og meget er ændret i samfundet. Det er derfor, at lønsystemet lige nu er genstand for en åben krig mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Men der er andre steder, hvor gamle kotymer trænger til et serviceeftersyn. For eksempel kulturlivet. Hvis jeg vil høre levende musik, så er der afgrundsstor forskel på, hvordan det offentlige støtter. Hvis jeg vil høre klassisk musik, så bliver den oplevelse støttet særdeles solidt med masser af penge. Vil jeg høre rytmisk musik, skal jeg stort set selv betale. Jovist har vi nogle regionale spillesteder her i landsdelen, som får en beskeden offentlig støtte (endnu da). Men ellers har den officielle holdning altid været, at den rytmiske del af musikken må klare sig selv. Det er et levn fra dengang sådanne lyde blev kaldt for negermusik, pigtråd og andet nedsættende. Skulle jeg i stedet have lyst til at opleve noget drama med skuespillere og den slags, er der igen markante forskelle. Går jeg i teatret, får jeg et offentligt tilskud på minimum 200 kroner per billet. I Det kgl. Teater får jeg i nærheden af 500 kroner i billetstøtte, inden jeg kan sætte mig til rette i de bløde sæder. Går jeg i stedet i biografen, så skal jeg betale det hele selv. Jeg skal oven i købet betale moms af oplevelser. Hvorfor denne forskel? Jovist støtter kulturministeriet danske film med den såkaldte 40/60-ordning. Og der er også danske film, der er så smalle, at det offentlige tilskud er på over 1000 kroner per billet. Men det er undtagelsen. På bundlinjen står, at hvis jeg vil i biografen, så skal jeg betale afgift deraf til staten. Går jeg i teatret, får jeg massiv offentlig støtte. Skal det virkelig være sådan? Tænk sig, hvis der også vankede 200 kroner i støtte til bif-turen. Så kunne jeg sidde og fedte med 40 af Toms fyldte chokoladeskildpadder i biografsædet betalt af Brian Mikkelsen. Så spørgsmålet til dig, kære læser: Skal det være sådan, eller trænger kulturens tilskudssystem til et serviceeftersyn? Skriv din kommentar hertil på: kultur@nordjyske.dk