Naturkatastrofer

Det kunne være dem

Jordskælvet i Haiti trækker spor helt til to adopterede børn i Løkken

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

niårige Carl og 12-årige Asta Pedersen er adopteret fra Haiti.Foto: Hans Ravn

LØKKEN:- Jeg sammenligner det lidt med tsunamien i Asien, men det er mere følelsesladet, siger Kirsten Jensen om jordskælvet på Haiti. Hun bor i Løkken med sine to adopterede børn fra Haiti, niårige Carl Pedersen og 12-årige Asta Pedersen, og kan mærke, hvor stor en forskel det gør, når man kender til landet. - Dengang med tsunamien i Asien tænkte jeg meget på de materielle skader. Det er mere menneskeligt nu, fortæller Kirsten Jensen. Egne børns ansigtstræk Det påvirker hende tydeligt at tale om katastrofen i sine børns oprindelsesland. Når hun ser billeder af børnene på gaderne, ser hun ansigtstræk fra sine egne børn. - Det sætter tingene i perspektiv. Jeg kan godt tænke 'hold op, hvor har de været heldige'. Det kunne være deres skæbne, siger Kirstine Jensen, men hun erkender også, at det ikke var for at redde børn, at hun og hendes daværende mand valgte at adoptere. - Det var helt egoistisk. Pengene kunne jo være brugt til at hjælpe, siger hun. Hun holder øje med begivenhederne i Haiti og ved meget om landet. - Når man hører om Haiti, er det, fordi der er en naturkatastrofe eller præsidenten skal skiftes ud. Jeg tænkte først 'endnu en'. Men jeg fandt ud af, hvor voldsomt det er, siger Kirsten Jensen. Da hun for fem et halvt år siden hentede sin søn, var der borgerkrig i landet. Derfor måtte hun kun være i lufthavnen. Hun opholdt sig der i en halv time. - Lufthavnen var det, vi vil kalde en lagerbygning. Det undrer mig ikke, at den er faldet sammen. De er ikke gearet til at modstå sådan noget, siger Kirsten Jensen. - At miste alt får en anden betydning. De går fra ingenting til absolut ingenting, konstaterer hun. Søger efter skæbner Sammen med en gruppe af andre forældrepar, der har adopteret fra Haiti, prøver hun at stykke viden sammen om folk og steder, de kender. - Vi sender en sms til hinanden, når vi hører noget, siger hun. Hun ved derfor, at børnehjemmet, hvor hendes søn og datter har været, er uskadt. Gruppen af forældre startede sidste år en indsamling for at få fodboldholdet L'Athletique d'Haiti til Dana Cup i Hjørring. - Vi kom tæt på fodboldholdet, og vi må være ærlige overfor vores børn og sige, at vi ikke ved, om de lever, siger Kirsten Jensen, som har fået den gode nyhed, at holdets leder, Bobby Duvall lever. Midt i tragedien er hun dog glad for, at hele verden har fået øjnene op for, hvor barske vilkårene er i Haiti. Men hun frygter for fremtiden. - Landet bliver ikke bygget op her og nu. Det vil berøre dem i mindst 20 år. Jeg frygter, borgerne selv har mistet håbet, siger Kirsten Jensen. Overfor sine børn har hun aldrig lagt skjul på, at det er et fattigt land, de kommer fra. I efteråret var de i USA og fik mulighed for at se Haiti, men børnene takkede nej. - De var ikke trygge ved det, siger Kirsten Jensen. Slettet fortid Hun beder ikke børnene se fjernsyn, men beder dem heller ikke lade være. Mange af billederne er barske, men de får samtidig mulighed for at se, hvor de kommer fra. Og situationen tackler de helt forskelligt. - Min søn ved, at de spiser mangoer, og sagde 'nu har de ingen mangotræer', og han vil derfor sende mangoer til dem. Han er meget konkret. Mens min datter er mere på omsorgsstadiet, mener Kirsten Jensen. Carl Pedersen nåede at være tre et halvt år inden han blev adopteret, mens Asta Pedersen var 16 måneder, men den del af deres liv er nærmest forsvundet. - Det er, som om deres fortid er slettet. Der er for alvor ikke mulighed for at finde familie eller slægtninge, siger Kirsten Jensen.