Naturkatastrofer

Det længste døgn

Ingen kontakt er mareridtet for en pårørende

Søndag klokken 11.00 Jeg er så småt på vej ud af døren sammen med min svigerfamilie i Silkeborg, da beskeden tikker ind på mobilen. - Der er vist sket noget i Thailand. Har du hørt om det? Beskeden er fra min mor, og jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet. Min lillesøster Nanna på 20 år er på rygsækrejse med en veninde i Sydøstasien, og min mor har været bekymret for alt fra drengebekendtskaber til dykkerkursus. Jeg når lige at tale kort med min mor, inden turen går mod Holstebro, hvor dagens julefrokostmad skal indtages. Jeg har hverken hørt eller set nyheder, men hun fortæller, at et jordskælv har sendt flodbølger ind over kysterne i Sri Lanka, Indien, Indonesien og altså også Thailand. For kun to dage siden talte jeg i telefon med min søster. Hun ringede midt i andestegen og fortalte glad, at de havde fejret jul med forårsruller og pakkeleg på stranden i Krabi i Sydthailand. Nu skulle de ud og skylle højtiden ned med drinks i feriestørrelse. Jeg spørger min mor, hvor flodbølgen har ramt. Phuket og Phi Phi-øerne, svarer hun. - Jamen så tag det roligt, svarer jeg. - Så er hun jo slet ikke i området. Søndag klokken 12.05 I bilradioen kan vi høre oplæseren fortælle, at flodbølgen er gået hårdt ud over ferieøen Phuket og Phi Phi. Sagde min søster ikke noget om, at de ville tage ud og dykke på netop de øer? Min kæreste ringer til en af sine venner på Radioavisen. Han siger, vi skal tage det roligt. Hvis Nanna er på fastlandet, har hun slet ikke mærket noget til flodbølgen, fortæller han. Og jeg ved jo også godt, hvordan medierne fungerer i katastrofesituationer. Tonen er alvorlig og skæbnesvanger, men oftest er oplysningerne sparsomme. Stemmen i radioen fortæller, at ingen turister er meldt dræbt eller kvæstet. Der bliver opgivet telefonnumre til rejsebureauer og udenrigsministeriet. Jeg sender en sms til min mor og skriver, at hun skal tage det helt roligt. Søndag klokken 13.30 Hun ringer igen midt i karrysilden. - Nu snakker de også om fastlandet. Og mormor har lige ringet. Hun er helt ude af den, siger min mor. Hun lyder bange. Jeg ringer til en kollega på RadioNyhederne. Hun lover at ringe, når hun ved mere, men foreløbig er der ingen grund til bekymring. Min mor har stadig ikke hørt noget fra min søster. Allerede i formiddag blev der lagt besked på den medbragte mobiltelefon, og de to veninder opfordres i en e-mail til at kontakte os med det samme. Det er nu tre timer siden. Søndag klokken 14.30 Jeg holder igen med snapsen. Min mor fortæller, at hun har meldt Nanna og veninden savnet til Udenrigsministeriet. Hun skulle oplyse særlige kendetegn. Hun er oprevet, for i ministeriet har hun fået at vide, at fastlandet med sikkerhed er ramt, og at der ingen telefonforbindelse er dertil. Kort efter ringer kollegaen fra RadioNyhederne tilbage. Hun er alvorlig nu. Den første dansker er meldt dræbt og mange er sårede. I det seneste telegram fra nyhedsburauerne er Krabi nævnt som ramt område. Jeg ved ikke, om jeg skal fortælle det til min mor. Søndag klokken 15.30 Nu græder hun i telefonen. Der er stadig intet livstegn fra hendes yngste datter, og i radioen taler de om en dræbt dansk pige. - Måske er de taget til Phi Phi. Eller måske lå de med tømmermænd på stranden, da bølgen kom. Måske har de ligget og sovet brandert ud i en lille bambushytte, og så er de bare blevet skyllet ud. Jeg prøver at berolige. Men jeg kan mærke, hvordan angsten strammer om hjertet som en knytnæve. Søndag klokken 16.30 Jeg har forladt julefrokosten og står uden for i frostvejret. Stadig intet nyt. I radioen taler de om flere dræbte danskere, og tabstallet ventes at stige. Jeg ringer til kollegaen. Om hun vil tjekke min e-mail? Det går langsomt, uendeligt langsomt med at åbne siden. - Der er én! udbryder kollegaen. Hun læser e-mailen op. Den er sendt for ganske kort tid siden. Det suser for mine ører, så jeg når kun at opfange brudstykker. - … den forfærdeligste dag nogensinde … vi sejlede i kano, da bølgen ramte … set de forfærdeligste ting … amerikanere har givet os tøj og mad … men vi er okay. De er okay. DE ER OKAY! Min mor bryder sammen, da hun får beskeden. Jeg siger, at jeg kommer hjem hurtigst muligt. I stuen er julefrokostgæsterne forstående. I bil til Silkeborg. Svigermor siger noget om en madpakke, hun lægger i tasken. Med tog til Skanderborg. Videre til Slagelse. Jeg er undervejs i fire timer, men jeg husker det ikke. Søndag klokken 22.25 Vi klynger os til hinanden, da hun henter mig på stationen. Vi siger ikke så meget. - Nogen må have holdt hånden over dem, er vi enige om. Vi åbner en flaske vin. Den smager ikke af noget. Vi spiser maden fra svigermor. Min mor har ikke fået mad siden i morges. Vi skriver en lang mail til min søster. - Ring nu hjem! Hvor er I? Den sene tv-avis har fortalt om tusinder af dræbte i Indien, på Sri Lanka og i Indonesien. Det er som om, jeg først nu registrerer katastrofens omfang. Så mange dræbte civile. Men Nanna er okay. Hun er okay. Mandag klokken 04.15 Vi kan ikke sove. Er hun virkelig okay? Mandag klokken 06.25 Telefonen ringer. Hun går så ufatteligt klart igennem. De var sammen med 40 andre taget på bådtur til en lille ø med en lagune. Først badede de. Så sejlede de sammen med seks andre ud i kano. De lå i læ bag øen, da bølgen ramte. De troede, det var tidevandet, da kanoerne pludselig steg tre meter og sank lige så hurtigt igen. De padlede tilbage til lagunen. Stranden var væk. Forældre skreg på deres børn. Bådene hang pludselig oppe i træerne. Hun fortæller om sårede mennesker. Om den døde, thailandske dreng, der ikke var plads til i redningsbåden. Om hvordan de blev sat af på fastlandet og måtte løbe for livet, da den næste bølge ramte kysten. Om amerikanerne, der havde givet dem tøj og mad. Om hvad der kunne have været sket, hvis de nu var blevet i lagunen. Hvis de nu var taget ud i kano 20 minutter senere. Jeg er praktisk. Jeg laver lister over de mistede ting. Jeg tager notater. De er virkelig okay. Mandag Alle skal have besked. Telefonerne kimer, og beskederne tikker ind på mobiltelefonerne. Jeg arrangerer krisehjælp i Thailand. Måske vil de tale med en psykolog? - Jeg tror, der er nogen, der har mere brug for psykologerne end os, lyder svaret fra Thailand. De vil gerne fortsætte rejsen, og det mener jeg også, er det bedste. Herhjemme forstår ingen, hvad de har oplevet. Om aftenen er jeg tilbage i København. Jeg er træt, men kan ikke sove. Og så græder jeg pludselig. Jeg hører min stemme formulere en stille tak, måske til Gud? Og jeg tror endda slet ikke på ham.