Overenskomster

Det ligger lige for at fjerne fly-fryns

En yderst sjælden gang kan EU dukke op som emne i den politiske debat i Danmark uden for "valgsæsonen". Og som regel for noget negativt, som alle uden videre kan forholde sig til, typisk overforbrug til lønninger og administration - påstande, der har fået lov til at blive en af myterne om det vigtige EU-samarbejde. Alene derfor tjener det de 732 EU-parlamentsmedlemmer til ære, at de måske er på vej til at fjerne et åbenlyst uheldigt frynsegode, nemlig at de hidtil altid har kunnet få refunderet udgiften til en flybillet på førsteklasse, også selv om de har valgt et økonomisk set mere beskedent transportmiddel. Det ligger lige for at lade parlamentsmedlemmerne aflønne efter bilag, altså faktiske udgifter.