Det ligner en klarmelding af Zimling

Midtbanespiller Niki Zimling mødte op i arbejdstøjet i landsholdets sidste træning inden kampen mod Tyskland

Niki Zimling lignede en mand, der ikke kom til at spille mere under EM, da han blev skadet mod Portugal. Men nu er der positive meldinger fra den danske lejr. Foto: Scanpix

Niki Zimling lignede en mand, der ikke kom til at spille mere under EM, da han blev skadet mod Portugal. Men nu er der positive meldinger fra den danske lejr. Foto: Scanpix

Der ser ud til, at midtbanespiller Niki Zimling kommer sig over sin lægskade og bliver klar til søndagens vigtige EM-kamp mod Tyskland.
Ved lørdagens sidste træning op til opgøret, hvor danskernes videre EM-skæbne afgøres, troppede Zimling op i sine fodboldstøvler og deltog i de 15 minutters let træning, som pressen kunne følge med i.
Træningen var flyttet fra kampbanen Arena Lviv til Ukraina stadion for at skåne græstæppet på førstnævnte bane, og Zimling luntede stille og roligt side om side med holdkammeraterne.
På et tidspunkt blev Zimling tilset af en fysioterapeut, hvor det så ud til, at midtbanespilleren fik testet sin læg eller lyske, som også har drillet Zimling under slutrunden. Efterfølgende hoppede Zimling tilbage i træningen.
Kantspilleren Dennis Rommedahl ligner derimod en spiller, der nu må betegnes for definitivt ude, selvom han selv havde håbet at blive klar oven på sin skade i baglåret.
Men kantspilleren, der ligesom Zimling blev skadet i 2-3-nederlaget til Portugal i onsdags, trænede nok engang ikke med og var blot mødt op i sine kondisko til træningen.
Søndagens kamp spilles klokken 20.45, og en dansk sejr sender Danmark videre til kvartfinalen fra gruppe B, mens uafgjort er nok, hvis Holland på samme tid besejrer Portugal i den anden gruppekamp.
/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.