Det ligner en ministerjagt

I disse dag er dagspressen meget optaget af den tragiske ulykke i Irak, hvor danske soldater ved et uheld kom til at skyde en af deres egne, ligesom to civile irakere omkom. Lige så optaget er dagspressen af forsvarsminister Svend Aage Jensbys efterfølgende orientering om sagen. Oppositionen har reageret meget kritisk, og SFs formand Holger K. Nielsen er gået så vidt som til at kræve forsvarsministerens afgang. Det er tragisk, at der i den grad er gået indenrigspolitik i sagen. Set i bakspejlet er det nemt at være bagklog og forlange, at forsvarsministeren fra dag et skulle have stillet med en fuldstændig forklaring om hændelsesforløbet. Der er tale om danske soldater i et krigsramt område. Og jeg mener ikke, det skal komme forsvarsministeren til skade, at det har ligget ham meget på sinde, at tage hensyn til de implicerede danske soldater og deres familier. Derfor var det vigtigt for forsvarsministeren at afvente den juridiske undersøgelse foretaget af auditørkorpset. At give sig tid, selv om pressen selvfølgelig stillede spørgsmål. Som forsvarsminister kender Jensby soldaternes virkelighed nede i Irak. De tager på patrulje med den vished, at britiske og amerikanske soldater dagligt bliver angrebet i skudvekslinger. Nogle mister livet inden dagen er gået. I mørket under en aktion mod en uidentificerbar lastbil ramte den danske gruppe soldater en af deres egne. Chok forvirring? Naturligvis. Det er naivt at tro, at man kan sende flere hundrede mand til et samfund, hvor lov og orden er ikke eksisterende, uden at der sker uheld – i dette tilfælde et meget tragisk uheld. Selvfølgelig skal offentligheden orienteres om, hvad der er sket. Men sagen har udviklet sig til en ministerjagt og en strid om ord. Tilbage sidder en flok soldater i Irak, som fortsat skal patruljere under forhold, som vi ikke krigsvante danskere næppe kan forestille os. Tina Nedergaard folketingsmedlem (V), medlem af udenrigsudvalget, Solsbækvej 1, Sæby, tina.nedergaard@ft.dk