Det ligner psykisk terror

Julen nærmer sig og vi skal være åh så søde mod hinanden. Men det er blevet lidt kompliceret, for vi skal ikke behandle alle, som vi gerne selv vil behandles.

For et par år siden kom et højtuddannet ægtepar fra Balkan til Aalborg. Kvinden, som studerer arkæologi, har siden april 2005 arbejdet på Aalborg Historiske Museum. For syv måneder siden søgte parret Udlændingeservice (US) om forlængelse af deres opholds- og arbejdstilladelse, da de agter at bosætte sig permanent i Danmark. To måneder senere påbegynder US sagsbehandlingen. Juli går med anmodninger om yderligere oplysninger samt dokumentation af dit og dat. Flere gange ændrer US forklaringer og betingelser. To gange må bilag, som er blevet væk i US, atter fremsendes. US oplyser, at kvinden må fortsætte med at arbejde under sagsbehandlingen. Men 3. oktober modtager hun et brev fra US om, at det må hun ikke. Det er dog ifølge US kun, hvis hun har ændret studium. Det er ikke tilfældet, men afgørelsen kan ikke ændres. US fremsætter nu nye krav til ansættelsespapirer og inddrager Arbejdsmarkedsrådet, som skal vurdere, om ledige danskere kan udføre kvindens arbejde. Efter at have gjort US opmærksom på, at det fremsendte materiale er yderst mangelfuldt, behandler Arbejdsmarkedsrådet sagen 7. november. Umiddelbart efter sendes afgørelsen til US. 1. december - altså efter 3 uger - oplyser US, at brevet endnu ikke er journaliseret og derfor ikke sendt videre til sagsbehandleren (journalisering tager if. US normalt 8-10 dage). Ægteparret har nu levet to måneder uden indtægt, og smertegrænsen står for døren. Men de menneskelige omkostninger af den kaotiske og langsommelige sagsbehandling i US overskygger alt andet. Det nærmer sig psykisk terror. Måske er det også meningen? Den søde juletid når næppe ægteparret fra Balkan. Den omfatter kun bestemte mennesker. Godt at mit kryds ikke har bidraget til grundlaget for denne politik.