Det ligner syv tætte opgør for FIK

Uafgjort for femte gang af fem mulige mellem de to hold - men Nordsjælland fik overtaget via sejr langt inde i overtiden

NORDSJÆLLAND FIK 2-1 ISHOCKEY, DM-KVARTFINALE HØRSHOLM: Der kan blive brug for hele striben af kampe - syv styk - mellem Nordsjælland og Frederikshavn, før man har fundet vinderen af de to holds kvartfinale-konfrontation. Fire gange uafgjort mellem de to hold i grundspillet mere end antyder, at det kan blive en lang, sej og jævnbyrdig affære, og det indtryk blev forstærket i den første af kvartfinalekampene. Som sandelig også sluttede uafgjort efter ordinær spilletid, og først fik Nordsjælland som vinder på en scoring 10 minutter inde i den ekstra spilletid. FIK'erne fik en god start på kampen og var flere gange nærgående, men som første periode skred frem, så måtte nordjyderne kæmpe hårdt for at holde nullet, for tre gange var man i undertal og måtte bruge mange kræfter på at holde nordsjællænderne fra fadet. Tre sekunder før periodens udløb appellerede Nordsjælland for scoring, da pucken smuttede mellem benene på FIK-keeper Lubomir Pisar, men han fik sat sig på pucken, så dommer Bo Andersen ikke kunne se, om den var over mållinjen eller ej, og så blev der ikke dømt scoring. Pisar og FIK måtte dog give op over for Robert Medin efter knap seks minutter af anden periode, da han flot rundede Pisar og scorede fra spids vinkel, og det så skidt ud for FIK, da man efterfølgende ikke kunne udnytte en fem mod tre overtals-situation på 1,43 minut. Bent Christensen fik en helt åben chance, men sendte pucken forbi et tomt mål. Alligevel fik gæsterne udlignet, da Tomi Jokinen var på rette sted og fik fat i en returpuck fra keeper Peter Hirsch efter skud af Dan Ceman, men siden fik Nordsjælland igen tilkæmpet sig overtaget og virkede farligst. I tredje periode var Nordsjælland igen toneangivende, men FIK gav aldrig op, forsvaret stod godt, og alle mand fightede forbilledligt, og via et par hvasse forsøg i de sidste fem minutter kunne gæsterne have afgjort det hele, inden slutsignalet for de 60 minutter lød. Nu måtte man ud og trække på de sidste ressourcer i den forlængede spilletid, og der var store chancer til begge hold, men så tog FIKs Jesper Foget Pedersen en dum udvisning, og i spil fire mod tre slog Daniel Granquist så til for hjemmeholdet og skaffede dem sejren. For FIK's Lars Mølgaard blev det noget af en sviptur til Nordsjælland. Han var med i bussen, og deltog i taktikmødet, men hastede derpå retur, da hans kone skulle føde. mingo Kampfakta: Periodecifre: 0-0, 1-1, 0-0 og 1-0. Mål: 25,45 min. 1-0 Robert Medin, ass. Leonid Truhno. 31,35 min. 1-1 Tomi Jokinen, ass. Dan Ceman. 69,39 min. 2-1 Daniel Granquist, ass. Lasse Degn, powerplay. Udvisninger: Nordsjælland 3 x 2 min. FIK 2 x 10 min. (Andreas Borup og Martin Taborsky), 7 x 2 min. Dommer: Bo Andersen Tilskuere: 1.487