Det ligner to point til Sindal

SINDAL: Med syv point efter de første fire kampe har Sindal IF fået en fornem start på sæsonen i kvindernes 1. division i håndbold, og alt tyder på, at de kan tilføje yderligere to efter dagens udekamp mod Roskilde Håndbold. - Det skal blive til en sejr mod rækkens bundhold, som jeg ikke kender noget til overhovedet, udover at de har tabt deres tre første kampe stort, siger Sindal-træner Jan Wiuff. - Jeg er også overbevist om, at vi napper begge point, hvis vi er parate fra start og står godt i forsvaret, fortsætter træneren, der er positivt overrasket over sit mandskab hidtil i sæsonen. - Det er flot af mine spillere, at de allerede har ramt formkurven så tidligt i sæsonen, men det får os dog ikke til at revurdere målsætningen om blot at redde os fri af de nederste pladser. Ganske vist er vi i øjeblikket placeret som nummer tre i 1. division, men først til jul vil vi tage stilling til, om der skal en ny målsætning ind i billedet. Sindal stiller i stærkeste opstilling til dagens kamp i Roskilde. jop