EMNER

Det logiske bryllup

Kommentar af sportsredaktør Mikkel B. Ottesen AALBORG: Klokkerne kimer i Nordjylland. Landsdelens sportsvirksomhed nummer 1 var i forvejen forlovet med landsdelens største bank - men nu skal brylluppet stå. Spar Nord Bank har hidtil været storaktionær i AaB og hovedsponsor for det noget "billigere" håndboldmandskab, men nu er prøvetiden forbi, og ægteskabet kan fuldbyrdes. Den fire år lange sponsorkontrakt mellem AaB's fodboldafdeling og Spar Nord Bank er den logiske og sikre udgang på en kritisk fase i AaB's forsøg på at sikre det økonomiske fundament for fremtiden. Med Siemens på vej ud af døren, kunne et årligt spillersalg af økonomiske årsager pludselig blive til flere, for uden hovedsponsor er grundlaget for at drive en fodboldklub på topplan væk. Således var det også tilfredse og lettede AaB-chefer, der igår løftede noget af brudesløret og lod offentligheden kende en smule af sandheden. Budgettet for indeværende regnskabsår er nemlig nærmest reddet med den nye aftale, selv om ingen af parterne vil fortælle, hvor mange millioner AaB får i kassen på kontrakten. Den sikre løsning Det er jo smukt, når gamle skolekammerater eller barndomsnaboer ender med at få hinanden. Det lugter af solide relationer, rummelighed og stabilitet - men samtidig også af "middle of the road". Hvis den nye sponsorkontrakt kunne oversættes til odds-sprog, så får man vist ikke mere end odds 1,15 for denne sikre hjemmesejr. Der løbes ikke den store risiko, men omvendt er der heller ikke mulighed for den voldsomme gevinst. AaB måtte nemlig dykke helt ned i sponsorverdenens 3. division for at finde deres nye bedste ven. De internationale sponsorer - som Siemens - er naturligvis i højst kurs, og herefter følger den store, nationale giganter. Først i tredie række kommer de mellemstore regionale virksomheder - som Spar Nord Bank. I den forbindelse tæller det naturligvis på plussiden, at Spar Nord Bank har ambitioner om at brede sig over det meste af landet - og i forhandlingerne har AaB sikkert også ladet skinne igennem, at Spar Nord skal betale lige så meget som en nationalt kendt sponsor skulle have betalt for samme aftale. Nu kan vi så blot vente spændt til næste regnskab - for først der får vi det første rigtige fingerpeg om aftalens størrelse og brugbarhed for AaB.