-Det lokale samarbejde har været upåklageligt

Knud Brix Kjelgaard smækker ikke den lokale dør

EMNER 12. juni 2003 08:00

HOBRO: Det er ikke lokale forhold, der har fået det Radikale Venstres lokalformand gennem mange år, Knud Brix Kjelgaard, til at trække sig fra posten. - Vi har haft et upåklageligt samarbejde lokalt, men jeg må erkende, at jeg har ikke været aktiv nok som formand siden kommunalvalget. Jeg har taget for få initiativer, og det duer ikke, for det er utrolig vigtigt for et parti at markere sig mellem valgene, siger han. Knud Brix Kjelgaard har travlt med mange andre lokale aktiviteter ved siden af sit job som forstander på Thorsgaard Efterskole, men det er det landspolitiske, der har taget formandslysten fra ham. Det er blevet stadigt mere svært for efterskolelederen at stå som lokal repræsentant for de beslutninger, som landspolitikerne tager, og den måde de fører sig frem på i Folketinget. - Jeg synes, at de radikale i opposition kommer mindre godt fra det, end de gjorde, da de sad som tungen på vægtskålen. Tonen bliver lidt for skinger fra tid til anden, og en gang i mellem er der for megen politisk korrekthed, siger han. Det duer ikke, hvis en lokal partiformand ikke kan stå hundrede procent inde for den officelle partilinie. - Det ville være uanstændigt at sidde som formand, hvis man kun er halvhjertet i nogle situationer. Så må der helhjertede folk til, siger den afgåede formand. Bliver i partiet Knud Brix Kjelgaard har overvejet helt at melde sig ud af Det Radikale Venstre, men det vil være for drastisk, fortæller han. - Mit hjerte ligger hos de radikale, men jeg har da stumper af hjertet liggende andre steder, siger han og peger på et emne som trafikpolitik og hastighedsgrænser som et område, hvor det kniber med at finde fodslag med den officielle partilinie. Den lokale partiforening kommer heller ikke mangle Knud Brix Kjelgaards arbejdskraft, selv om han nu er ude af bestyrelsesarbejdet. - Hvis de radikale i Hobro laver gode og spændende arrangementer, vil jeg da meget gerne stille mig til rådighed, siger Knud Brix Kjelgaard.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...