EMNER

Det lugter af nepotisme

PRIVATHOSPITALER:Så fik vi endelig syn for sagen: Siden 2002 har regeringen med det ”fri” sygehusvalg overbetalt de private hospitaler omkring en halv milliard kroner (ugebrevet A4) for de behandlinger, de har udført. De private hospitaler har taget 25-32 procent mere for behandlingerne end det har kostet at udføre dem. Og det har de kunnet gøre med regeringens accept. Ideologiernes tid er nemlig ikke ovre, som nogle har prøvet at bilde os ind. Regeringen har bevidst misbrugt borgernes skattepenge til at finansiere deres ideologiske kamp mod det offentlige. De har flyttet en halv milliard over i det private erhvervsliv, alene af den grund at det er privat. Al deres snak om, at det er for at nedbringe ventelisterne og for borgernes skyld, det er rent blændværk. Det lugter langt væk af nepotisme og forskelsbehandling af regeringens udvalgte. I en tid med mangel på uddannet arbejdskraft, er det direkte undergravende for det offentlige hospitalsvæsen, når regeringen flytter så store beløb fra det offentlige til det private. Det er klart, at der har været en del medarbejdere i det offentlige hospitalsvæsen, der har taget skridtet over i det private, da de har kunnet betale en højere løn. Men mon ikke strømmen havde været en del mindre, hvis lønnen havde været den samme? For det kan da umuligt være særligt spændende kun at have med de lette tilfælde at gøre? Det er på tide, at konkurrence også finder sted på dette område. Det må selv en ”liberal” regering kunne se. Det er vist på tide, med en ny socialdemokratisk ledet regering, til at rette op på de mange indlysende tåbeligheder, den nuværende regering har lavet. Vi kan, hvis I vil.