Det lugter stadig
Brønderslevborgere klager fortsat over hørm fra Krogenskær

Der er gjort meget for at mindske lugtgenerne fra biogasanlægget Krogenskær i Brønderslev, men beboerne i området klager stadig over stanken. Arkivfoto: Bent Bach Bent Bach
BRØNDERSLEV:I begyndelsen af oktober sidste år, lød det glade budskab fra biogasanlægget Krogenskær, at nu var det slut med lugtgener.
Men nogle dage lugter det stadig fra biogasanlægget, viser klager fra beboerne i området.
De to seneste klager er indsendt efter nytår.
- Lige før jul blev der installeret en ny blæser og lavet overdækning af en tank. Det skulle dæmpe de lugtgener, der har været henover efteråret, men det er åbenbart ikke helt nok, konstaterer afdelingsleder Asger Nielsen fra teknisk forvaltning.
Uvildig ekspert så på anlægget
Biogasanlægget blev sidste år gennemgået af en uvildig ekspert, der foreslog en række forbedringer af anlægget.
- Meldingen fra ham var, at problemerne ville være løst, når de ting var klaret, og virksomheden har siden udbedret alle punkterne. Men mod alle forventninger er der altså stadig problemer, siger Asger Nielsen.
Teknisk forvaltning er ved at se på sagen, men om beboerne i området kan stikke næsen op efter en løsning, der sikrer, at de aldrig mere vil blive generet af lugten af biogas, tør Asger Nielsen ikke love.
- Aldrig er et stort ord, påpeger han.
Grænser for ildelugt
- Virksomheden har en miljøgodkendelse med krav om bl.a. lugtgener. De krav skal overholdes. Problemet med lugt er, at det er svært at måle, så det er ikke så ligetil en sag, at finde ud af hvor grænsen går, forklarer Asger Nielsen.
Den hørm, der har bredt sig ind over Brønderslev gennem det sidste halve års tid, er dog ikke acceptabel, fastslår afdelingslederen.
- Kommunen er meget fokuseret på, at de lugtgener, der har været i efteråret, er alt, alt for meget. Og også de gener, der har været efter nytår, forsikrer han.
Kommunen har aftalt et møde med Krogenskær i nærmeste fremtid, og kan først derefter oplyse, hvad der yderligere skal gøres ved biogasanlægget for at mindske lugtgenerne.
Sagen tages også op på miljø- og teknikudvalgets møde i februar.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.