EMNER

Det må bare ikke gå galt

Yderst sjældent har et præsidentvalg vist været så spændende som tirsdagens kamp mellem den 58-årige republikaner George W. Bush og hans 60-årige demokratiske udfordrer John Kerry.

For i modsætning til flere tidligere præsidentvalg er der ingen klar favorit. Tværtimod er det i løbet af bemærkelsesværdigt kort tid lykkedes John Kerry at spille nogenlunde lige op med George W. Bush i en grad, så den ene meningsmåling efter den anden taler om dødt løb. Det siger ikke så lidt om, at George W. Bush i sine fire år på verdens mest magtfulde post har slået sit navn og sine gerninger fast på såvel godt som ondt, ikke mindst i kraft af en meget håndfast militær aktion i Irak - en internationalt set voldsomt omdiskuteret aktion, som har skaffet Bush både glødende tilhængere og frådende modstandere. At meningerne er overordentligt delte har John Kerry udnyttet ved at kritisere selve Bush-administrationens begrundelse for i det hele taget gå ind i Irak - altså tilstedeværelsen af kemiske masseødelæggelsesvåben - samtidig med at han har slået fast, at han som præsident ikke vil tøve med at slå til mod alverdens terrorister. At det som sådan meget nemt kan ende med et nærmest uhyggeligt tæt opgør mellem kandidaterne skal nok få sveden frem på panden på de valgansvarlige. For uanset hvem der fra januar 2005 kan sætte sig i præsidentposten, må der bare ikke som efter valget for fire år siden kunne rejses nogen tvivl om valgets gyldighed. Politisk set vil det altid kunne udnyttes, at en præsident som George W. Bush i 2000 blev udpeget i et uheldigt miskmask af jura og politik. I sin tid gik der over en måned, før en afgørelse i Højesteret, takket være et konservativt flertal, pegede på Bush. Den slags kan næsten kun give anledning til politikerlede, og alene derfor må der bare ikke gå noget galt med de forældede hulkorts-afstemningsmaskiner. Sker det alligevel, er der ikke noget at sige til, hvis endnu flere vælgere foretrækker ikke at udnytte deres demokratiske ret til at stemme. I forvejen er det jo ikke så lidt af et faresignal, at kun godt halvdelen af alle stemmeberettigede vælgere orker at bevæge sig hjemmefra for at få indflydelse på præsidentvalget.