Det (måske) sikreste valg

Uddannelsesvejleder Martin Rovs Hansen fra ivu*C i Aalborg mener ikke, at der ikke findes stensikre bud på fremtiden. Alligevel vover han et øje og giver et bud. - Hvis man vil være sikker på et job, skal man vælge en uddannelse inden for sundhedssektoren - sygeplejerske, læge eller radiograf. Hidtil har der også været rift om lærerne, men den udvikling kan godt ændre sig i løbet af de kommende år, vurderer han. Alene i Nordjylland søger 6000 unge hvert år vejledning hos ivu*C, fordi de er i tvivl om hvilken uddannelse, der er bedst. Mange tænker praktisk, men der er også nordjyder, som tænker i helt andre baner. For nogle er det eneste saliggørende at finde en levevej, som giver mulighed for at gøre opmærksom på sig selv. - Vi har stadig mange, der spørger til de kreative fag, der kan skabe en platform for at vise sig selv frem. Det gælder blandt andet uddannelser til journalist, psykolog og arkitekt. Det er ikke fag, hvor der er ret gode muligheder for beskæftigelse, men til gengæld fag, hvor der mulighed for at dyrke sig selv som noget unikt, fortæller Martin Rovs Hansen. På onsdag har du mulighed for at få vejledning om uddannelse og fremtid. Er du i tvivl, om du skal være slagter eller sygeplerske, snowboardinstruktør eller spansklærer, så ring direkte til Martin Rovs Hansen. Han sidder klar ved telefonen på NORDJYSKE Medier og svarer på alle spørgsmål om uddannelse onsdag 11. februar klokken 15-17. Ring på tlf. 99353826, hvis du vil være lidt klogere på dine karrieremuligheder.