Skolevæsen

Det man siger, det er man selv

For mange år siden påviste en amerikansk psykolog, at mennesker der mødes med negative forventninger og som omtales i negative vendinger har tilbøjelighed til at udvikle netop de egenskaber, de beskyldes for at have. Dette fænomen kaldes Rosenthaleffekten. Næsten samtidig påviste en anden amerikansk psykolog, at mennesker der via ydre kendetegn tilskrives positive indre egenskaber – fx at atletiske mænd er gode ledere - at disse mænd faktisk blev gode ledere. Vel at mærke uden at der kunne påvises nogen sammenhæng mellem kropsbygning og lederevner. Dette fænomen kaldes Haloeffekten. Læser man aviser og ser TV avis går der ikke en dag uden, at skolelærere og den danske folkeskole får fingeren. Så er lærerne for dårlige. Så er skolerne nedslidte. Så er undervisningen forældet. Så er lærerne bedrevidende. De sidste par år har hele lærerprofessionen måttet lægge øre og ryg til tonsvis af dårlig omtale og usaglige beskyldninger. Hvis de amerikanske psykologer bare tilnærmelsesvis har ret i deres pointer, kan vi forvente, at de danske lærere faktisk over tid bliver dårligere og dårligere til deres arbejde. De vil miste lysten og gejsten og sukke efter anerkendelse. De vil forfølge helt urealistisk stillede mål og bare dynge mere og mere faglighed ind i timerne. Hvilket dernæst kan resultere i, at de enten selv bryder sammen eller vil få flere og flere børn udelukket fra undervisningen. Det er til at græde over. Især fordi 99 procent af lærerne både er dygtige, venlige, søde og seriøse. De gør et kæmpearbejde og skaber både væresteder og læresteder for vores børn. Det skal de anerkendes for – have ros og skulderklap. De skulle fejres og vises respekt. Vi lever i en paradoksal tid. Alle vil gerne have anerkendelse - vil gerne ses. Men ingen er særligt tilbøjelige til at give denne anerkendelse og se "den anden". Derfor må man begynde med sig selv. Hjemme ved familiens spisebord og over lektierne. Lave aftaler om, at i dette hus omtaler vi hverken lærere eller skolen negativt. I det mindste MENS børnene hører på det. Børnene er følelsesmæssigt afhængige af forældrene og læner sig op af deres meninger og holdninger. Også meninger om og holdninger til matematiklæreren. Så det er en bjørnetjeneste at gøre sine børn, hvis man giver barnet ret i, at det er lærerens skyld, hvis noget opleves som svært at lære. Hvordan skal barnet opretholde tillid og respekt til sin lærer, hvis forældrene ikke viser læreren respekt ved at omtale vedkommende positivt og anerkendende. Eller i det mindste neutralt. Al negativ omtale af lærere hjemme, mens barnet er til stede, er det samme som med garanti at give sit barn ringere muligheder for at lære noget! Tænk sig, hvis vi forældre gik til kamp for en bedre omtale af vores børns vigtigste levested ved siden af hjemmet – skolen. Her skal de dannes til samfundsborgere. Lære at begå sig i et demokrati og i et forpligtet fællesskab. Det kræver opbakning til læreren, hvis dette projekt skal kunne lykkes. Især fordi børnene i langt højere grad i dag er mere individualister end tidligere. Selvfølgelig kan der være uoverensstemmelser og især misforståelser. Men de tilhører de voksnes verden og kan som regel bearbejdes og løses, hvis forsvaret fra begge sider blev sænket lidt. Og flytter vi os lidt fra den nære skole- og familieverden og går over i den politiske verden, står vi igen over for et af de virkeligt store paradokser. Flotte løfter Her i den forestående kommunale valgkamp er der ingen ende på alt det gode, de lokale kandidater til byrådene vil gøre for lokalområdets skoler. Renovering af bygninger. Nye bygninger. Sportsfaciliteter. Flere timer til undervisning. Flere undervisningsmaterialer. Masser af IT-udstyr. Bedre efteruddannelse af lærerne. Ja listen er lang. Og selvfølgelig er der også brug for alle gode politiske ønsker og især viljer på dette felt. Men øgede resurser til vore skoler er ikke det eneste saliggørende. Og hvem siger også, at valgløfterne på dette område kan realiseres – efter valget. Den største gave også vore politikere kunne give skolen er en bevidst satsning på en anerkendende og positiv omtale af vore skoler og af lederne og lærerne. Og dette politiske budskab kræver endda ikke noget særligt. Ikke andet end en stærk forståelse for skolens arbejdsvilkår og en stærk vilje og karakter til at gå op mod strømmen. Og så er en sådan politisk satsning økonomisk og resursemæssigt set endda ganske gratis. En sådan politisk satsning af de politikere der tør, ville være den bedste garanti for en sikring af, at vore børn får det optimale udbytte af deres skolegang, Og det er da et paradoks. At man her i valgkampen lover og lover udover lalle grænser for, hvad der er økonomisk og resursemæssig dækning for. Og så bruger man ikke den mulighed, der er gratis. Og som med garanti virker. Alle voksne. Politikere, journalister og forældre bør erindre sig de evigt unge og evigt gyldige børnevisdomsord: Det man siger, det er man selv!