Det mest vildledte folk i EU

Europagten plæderer for en mere centralistisk styring af arbejdsmarkedsmekanismerne.

Pension 12. april 2011 06:00

Dette indebærer, at statsministerens garantier over for S og SF om, at selvsamme pagt ingen indflydelse vil have på den danske arbejdsmarkedsmodel, ikke holder en meter - hvilket S og SF godt er klar over, da de selv har skrevet under og dermed formodentligt selv har læst dokumenterne igennem. Dette medfører således, at deres ønske om diverse garantier fra regeringen er spil for galleriet. Så ingen "cadeau" der... I Europagten indgår bl.a., at man skriver under på at reducere tilgangen til de offentlige ydelser, hvilket angiveligt efter EU's anbefalinger medfører, at efterløn bør sløjfes og at førtidspension ordning ligeledes skal tages op til kraftig revidering (læs: bortskaffes). Man ønsker i stedet at folk går tidligere på pension - hvilket ifølge "current" forhandlinger på Christiansborg ikke synes at blive taget til efterretning. SU-ordningen bør ligeledes tages op til revision og da diverse andre EU lande ikke har denne ordning, så kan man på meget kort sigt se skriften på væggen i den anledning. Forleden læste jeg, at en ung pige på 24 havde kreeret en kombinationsuddannelse med dels samfundsfag og kommunikations studier. Men hun havde til sin forbløffelse fundet ud af, at det skulle hun betale for... 9000 kroner for dels at tage en anden overbygning og dertil kom, at hun ikke kunne få SU i tæt på et halvt år. Men strategien er kortlagt - uden at den danske befolkning bliver orienteret om det - for hvis vi kendte til EU"s udstrakte hånd, som gennemsyrer næsten enhver dansk lovgivning efterhånden - så ville vi bakke baglæns med en fart der ville rive båndet over partout. Og med god grund. Vi er eksempelvis ikke blevet orienteret om, at der findes en Bologna-aftale, hvori man har forpligtet sig til at arbejde på at privatisere uddannelsesområdet. Og med privatisering kommer brugerbetalingen tilsvarende. Den bliver stille og roligt sneget ind af bagdøren - og skulle man som dansker undre sig, så er svaret for nuværende og meget bekvemt den økonomisk krise. En krise som kunne have været undgået såfremt de sidste skattelettelser - og hvor meget fik du ud af dem - var blevet stillet i bero. Det bliver nu således og særdeles seriøst foreslået, at studerende nu skal til at betale for en kandidatuddannelse, hvilket - alle med en universitetsuddannelse ved - medfører, at de fleste vil stoppe med en bachelor grad. Og som folk - inklusivt jeg selv - ved, så betyder det, at man stopper ved det absolut laveste akademiske niveau. Vi får således en generation, som for de fleste videreuddannede stopper med at genopfinde den dybe tallerken. Og det skal nok bringe vores samfund videre og op i toppen! Det er trist - ud over alle grænser - at se vores samfund blive reduceret på alle leder og kanter. Men mest af alt er det trist, at være vidne til en total håbløs strategi. Den er håbløs fordi blandt andet Kina har en målsætning om at bruge hen ved 2,5 procent af deres bruttonationalprodukt på videns-fremme og uddannelse, hvilket overgår hvad hele Vesten bruger i alt. Kinas mål er nemlig at blive en videns-supermagt. At se det danske folketing underlægge sig en undervisnings og fremtidsstrategi fra EU, som er ualmindeligt håbløs og perspektivløs og som kun på sigt kan medfører hele EU regionens fald - kan synes fortvivlende. Især fordi ingen tilsyneladende har gjort sig dette klart. Og hvordan kunne de også det, for de bliver jo ikke orienteret om det! EU er den bedst bevarede hemmelighed i hele Danmark og diverse politikere vil bringe alt fra indvandrere til dræbersnegle op, for at undgå at tale om netop dette emne. Danskerne er i hele EU-regionen det mest vildledte folk, og vi bliver dagligt forledt til at tro, at politikerne på Christiansborg har en reel indflydelse. Men faktum er, at hen ved 80 procent af dansk lovgivning bestemmes fra EU og efter Lissabontraktaten er denne procentdel sandsynligvis blevet større. Vi betaler et helt dansk folketing - plus ministerlønninger og pensionsordninger i en vældig strøm - for ingen verdens ting! For Christiansborg er Danmarks bedst betalte dukkeforestilling... Så jeg sørger - og jeg er vred - men mest af alt sørger jeg. For mens den almindelige dansker render rundt og gnaver kødet af en indvandre, så er der så meget mere på spil. Der er demokrati, frihed, fremtid og overlevelse for det danske samfund - og dermed også den danske velfærdsmodel på spil. Og med de strategier som forelægges for nuværende, så har vi ingen af disse i vente.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...