Overenskomster

Det moderne kollektiv

Ideologien bag beboernes hverdag i Tove skal være en hyggelig og hjemlig atmosfære

Velkommen og kom endelig indenfor. "Vi du have kaffe? Vil du spise med?" Det kan godt være, at kollektiv ikke er det samme, som det var i 70'erne, men ånden er stadig i live. Gæstfriheden var helt i top, da NORDJYSKE besøgte kollektivet Tove i Aalborg, for at se nærmere på en af de boformer, studerende kan vælge her op til studiestart. Tove har syv beboere, hvoraf to af dem i øjeblikket er studerende. 29-årige Flemming Steinson, der læser informatik og 26-årige Anne Steensberg, der læser psykologi, er meget ivrige for at vise huset frem. Huset består af en kælder og en 1. sal med værelser samt et tilstødende anneks ligeledes indrettet med værelser. Men husets hjerte er i stueetagen, der er fælles. I modsætning til værelserne, der bærer præg af kun at have en funktion - nemlig til at sove i - er der gjort anderledes meget ud af fællesrummene. Her er tingene ikke kun placeret for at have en funktionel værdi, men der hersker en hyggelig og hjemlig atmosfære. Og netop det er hele ideologien bag kollektivet. - Jeg valgte at flytte i kollektiv, fordi jeg ikke havde lyst til at sidde alene med mit fjernsyn på et eller andet værelse. Da jeg flyttede til byen, kendte jeg ingen men ved at flytte i kollektiv, får man en hel omgangskreds forærende, siger Flemming Steinson, der efer to et halvt år bliver boende, fordi han har forelsket sig i huset og beboerne. Den bemærkning bringer et smil frem hos Anne Steensberg, der er hurtig til at suppelere med, at hun betragter det som en livsstil at bo i kollektiv. - Jeg har en meget forankret fællesskabsfølelse i mig, og for mig betyder det, at jeg deler mit liv og fritid med andre. Lidt ligesom i en familie, siger hun og lyder selv lidt overrasket over, at hun bruger så store ord om Tove. De to studerende er ikke i tvivl om, at hvis man er tilflytter og skal til at starte på et studie, så er den kollektive boform et godt valg. - Det har jo den fordel, at man netop får en hel omgangskreds forærende, og det kan måske flytte fokus på at skulle ud og være opsøgende, og dermed skabe mere fokus på studiet, siger Flemming Steinson. Social, ja - hippie, nej De sociale værdier er alfa omega i Tove. Hvis man går og overvejer, at flytte sammen med andre pga. økonomiske årsager, så er det et bofællesskab, man leder efter. Ja, et kollektiv er noget helt andet end et bofællesskab, lyder det meget bestemt fra de to studerende. - I et bofællesskab bor man kun sammen pga. praktiske og økonomiske årsager, mens kollektivet primært handler om fællesskab, siger Flemming Steinson. I Tove køber man således en andel af huset, og er dermed medejer, man har fælles husholdningsøkonomi, er fælles om rengøring og madlavning - og så spiser man altid sammen. De to studerende mener da også, at deres tid i kollektivet har modnet dem. - Jeg tror, at valget om at bo i kollektiv er en moden beslutning. Jeg tog skridtet, fordi det var en god mulighed for at møde mennesker, jeg normalt aldrig ville have mødt, og pludselig få lov at dele fritid og liv med, siger Anne Steensberg. Der er vist ingen tvivl om, at det sociale er vigtig i Tove. Men det er ikke noget med at sidde i en rundkreds, være langhåret og have samme ideologi. I Tove bor bl.a. så forskellige personer som en salgschef, ergoterapeut og studerende. Alle holdninger er velkomne, og man skal ikke være fælles om alting, understreger de to studerende. Og hvad angår økonomien, så er prisen overkommelig. Et værelse i "Tove" koster mellem 2000 og 2300 om måneden - og så kan man endda trække det fra i skat. For at blive en del af kollektivet, skal man blot møde op til en samtale med beboerne, for at se om kemien passer. Men Tove går ikke efter en speciel type person - eneste krav er, at man skal ville bruge til på fællesskabet.