Bortførelser

Det moralske valg

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den danske journalist tages som gidsel og mishandles af taliban for åbent kamera.STILL

EN DANSK JOURNALIST bliver taget som gidsel i Helmand-provinsen i Afghanistan. Hun vil dø, hvis ikke Danmark trækker sine tropper hjem. For at vise alvoren bag kravet, skærer taliban-gidseltagerne hendes venstre lillefinger af for åbent kamera. Det er en barsk begyndelse på en barsk og stram historie, der både er en spændende actionfilm, et psykologisk drama og ikke mindst, inderst inde, en film, der kun handler om ét: Det moralske valg. Dilemmaet bliver tegnet skarpt og rent op. Journalisten, spillet af Iben Hjejle, slipper fri med hjælp fra sin unge bøddel, men lover ikke at røbe med et ord, at han har hjulpet hende. Det vil koste ham livet. Hjemme høster journalisten præmien for sine lidelser. Hun er bare det hotteste med sine voldsomme oplevelser og sin mirakuløse flugt fra nogle af verdens mest frygtede terrorister. Hendes avis soler sig i succesen og selv skriver hun en bog om sine oplevelser og ryger ind som bestseller med det samme. Kun en enkelt misundelig og mistroisk kollega har problemer med hendes succes. Lige som andre tæt på sagen, terrorister, militærfolk, FET, har han svært ved at se det for sig: At denne danske kvinde, alene, er sluppet væk og har fundet vej gennem minefelter og ørken. Det er aldrig sket før. Journalisten fejer indvendingerne af som en irratition. Hun har næsten fortrængt den virkelige historie - indtil hendes unge hjælper Nazir pludselig ringer hende op, desperat. Fra Danmark. Nu er det ham, der er på flugt, nu er det hende, der har en stor beslutning at tage: Hvis hun fastholder sin historie, vil han fremstå som fundamentalistisk talibankriger, torturbøddel og terrorist - i stedet for at kunne søge asyl, vil han blive sendt direkte til Guantanamo. Hendes eneste anstændige valg vil derfor være at træde frem og fortælle sandheden, som vil rense ham tilstrækkeligt, til at hans chancer vil være rimelige. Men samtidig vil hun jo afsløre sig selv som en journalist, der har løjet, ikke bare en lille løgn, men en kæmpestor en. Og dermed vil hun have smadret sit omdømme og enhver mulighed for fortsat karriere i pressen. Valget burde jo ikke være så vanskeligt. Hun skylder ham jo sit liv. Men der er mere. Hvor meget vil hendes udsagn f.eks. være værd, hvis hun en gang har måttet indrømme, at hun lyver i en sags tjeneste? Og ikke mindst: Hvordan vil den øvrige presse behandle hende og sagen? Vil løgnen blive forstået som en humanistisk og etisk nødvendighed, eller vil den udløse et gribbe-ædegilde i medierne? Hvad tror vi selv? Dertil kommer endnu en omstændighed, der betyder, at det haster voldsomt med at tage de rigtige beslutninger. Den misundelige kollegas misundelse har sendt ham ud på en metodisk jagt på svaghedstegn i hendes historie, og professionel som han er, er han ikke længe om at komme så tæt på, at hun må opgive at holde på facaden. Det er en stærk film, men der er også indvendinger. Valget med at give den afghanske hovedperson, Nazir, isblå kontaktlinser er meget lidt heldigt. Det virker mange steder forstyrrende uægte, måske fordi farvedækningen medfører, at hans pupiller tilsyneladende ikke bevæger sig. Det lyder måske som en lille ting, men det har faktisk stor betydning i udtrykket, ikke mindst fordi han spilles så godt og tæt af debutanten Faigh Zamani. Valget stammer helt fra romanen, men det kunne udmærket være løst på anden vis. Man kan også indvende, at kærlighedshistorien i filmen virker påklistret og overflødig - den flytter fokus fra sagen, men skaber også nogle nødvendige dramatiske og logistiske muligheder Skal man også indvende, at hovedstadspressen og de store medier skildres alt for klichéagtigt politisk styret og markedsorienteret? At redaktører og journalister fremstilles som forenklede filmudgaver? At politikerne og deres argumenter er skåret ud som papkarikaturer? Det vil givetvis blive indvendt mod en film, der af mange vil blive oplevet som en ubehagelig, politisk korrekt anklage. Men man kunne også åbne øjnene og se: Rigtig mange journalister og redaktører i det virkelige liv spiller jo netop deres egen kliché, og der er god grund til stor skepsis over for mediernes påståede integritet. Og politikerne har for længst lært, at det ikke handler om moral og sandhed, men om stemmer og flertal. Man mærker, at filmen er instrueret af Kathrine Windfeld, der har raffineret sine værktøjer gennem politiske svenske tv-dramaer. Hun har sin egen koldt iagttagende stil, når det politiske landskab og dets magtspillende fauna skal blotlægges. “Flugten” er både en moralsk dilemmafilm og et stykke medie- og demokratikritik: Er sandheden altid og ubetinget den eneste acceptable mulighed for en journalist? Og kan man demokratisk vedtage love, der gør det ulovligt at vise medmenneskelighed og næstekærlighed og bistå mennesker i nød? Det er hvad man kan kalde et godt spørgsmål. Og det er netop filmens spørgsmål, som den selvfølgelig også besvarer: Der er situationer, hvor den enkelte kan blive nødt til at sætte sig ud over loven og også bryde den med fuldt overlæg, hvor det endda er det eneste rigtige at gøre. I en meget stærkt symbolsk afsluttende scene drives dette grundlæggende anarkistiske synspunkt endda i bund med stor og smertelig kraft. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk “Flugten” Danmark 2009. Instruktør: Kathrine Windfeld Manuskript: Rasmus Heisterberg og Mette Heeno. Efter romanen “Flygtningen” af Olav Hergel (2006). Fotograf: Jonas Alarik. Klipper: Sofia Lindgren Komponist: Jean-Paul Wall. En time 54 min. Till. o. 15 år. Danmarkspremiere i bl.a. Aalborg og Hjørring.