Det myldrer med Harry Potter-kopier og Disney-prinsesser

1. marts 2003 07:00

Nu om dage skal man lede længe efter en husmor, der sidder flere aftener i træk for at sy mere eller mindre vellykkede fastelavnskostumer til de forventningsfulde unger. Det er meget nemmere og ofte også billigere at købe en dragt i i legetøjsbutikken eller supermarkedet - og børnene foretrækker faktisk de færdigsyede dragter, fordi de ligner bedre. Sådan lyder det fra Jens Juul Nielsen, informationschef hos Coop Danmark, og hans kollega hos Dansk Supermarked, Poul Guldborg, er helt enig. Begge koncerner melder om markant fremgang på fastelavnsudstyr. Faktisk har Dansk Supermarked fordoblet salget af udstyret på tre år, mens Coop Danmark i år har solgt dobbelt så mange dragter som sidste år og øget salget af tønder - der vel at mærke er dansk producerede - med 25 procent. Ingen af d'herrer vil ikke ud med antallet eller omsætningen på området, men der er tale om dragter, sværd, englevinger, tønder og meget andet i tusind- og atter tusindvis. - Færre og færre syr selv, og det er svært selv at fremstille dragterne til de penge, som vi kan sælge dem til, siger Poul Guldborg. - Men fremgangen hænger nu også sammen med, at vi selv har gjort noget for sagen. Først og fremmest fandt vi en ny leverandør af dragter, som leverer en betydeligt højere kvalitet. Det har ganske vist gjort dragterne en smule dyrere end tidligere, men til gengæld holder de bedre og kan sagtens gå i arv. Også i Coop Danmark, hvor salget især foregår hos Kvickly og Kvickly Xtra, har man arbejdet aktivt på sagen: - Vi har flere varianter af fastelavnsdragter end tidligere og har i det hele taget gjort mere ud af markedsføringen, siger Jens Juul Nielsen, der melder om størst salg af Disney-prinsesser, Barbie-ballerinaer, Harry Potter, Frodo fra Ringenes Herre og Byggemand Bob. Det svarer nogenlunde til billedet hos Dansk Supermarked, hvor man i Føtex og Bilka også sælger mange Peter Plys-dragter til de små, samt Superman, Batman, feer og prinsesser. - Vi ser desuden en udvikling hen imod en længere sæson. Nogle klæder sig også ud til nytår og ved andre anledninger, så dragterne er synlige i butikkerne i en betydeligt længere periode end tidligere. - Det er noget helt andet med tønderne, som er en følsom vare med en meget kort sæson. Tønder, der ikke bliver solgt, kan ikke engang lægges på lager til næste år, da de skal holdes fugtige, hvis de ikke skal falde fra hinanden. Derfor kan vi også give kunderne det råd at vande tønderne eller ligefrem lægge dem i vand et par dage, hvis styrken og udfordringen skal være optimal, nævner Poul Guldborg.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...