Det nordiske udtryk

Astrid Sofie Bærnthsen, 27 årig møbeldesigner og opvokset i Hobro. Privatfoto
Astrid Sofie Bærnthsen, 27 årig møbeldesigner og opvokset i Hobro. Privatfoto

Ærlighed, naturlighed, et nordisk udtryk, højt til løftet, respekt for naturen. Dedikation for at skabe, drømme og udfordre.

Dyder, som den unge møbeldesigner Astrid Sofie Bærnthsen - med eget firma, Frinord - angiveligt hylder.

- Jeg holder især af det klare, stilrene enkle nordiske udtryk, hvor funktionerne er vigtigere end pynten, og som står i kontrast til de ornamenterede italienske og franske møbler med alskens krummelurer.

Men i øvrigt er ingen ideer i min verden for dårlige til at arbejde videre med, forsikrer Astrid Sofie Bærnthsen.

Beæret

Fra på lørdag og de næste fem måneder, såmænd, kan syv eller otte af hendes møbler ses i Rud Thygesen Arkivet - arkivet for moderne møbelkunst og design i Adelgade 26.

Ud over møbelinteressen har 27-årige Bærnthsen og nu 84-årige møbelarkitekt Rud Thygesen deres opvækst i Hobro til fælles.

I dag bor hun i Aarhus, men sine første 21 leveår tilbragte Astrid i Hobro - som datter af Jens og Hanne Bærnthsen og barnebarn af Tove Bærnthsen, der jo er mangeårig tekstforfatter hos Amby Revyen.

- Jeg er simpelt hen enormt beæret over at få lov at udstille her. Jeg betragter Rud Thygesen som en en stor og meget dygtig møbelarkitekt, siger Astrid Sofie Bærnthsen, hvis kortvarige kompagnon tog skridt til at kontakte arkivets bestyrelse.

Som sagde ja til at give Frinord udstillingsplads.

Fritidsprojekt

Færdiguddannet som møbeldesigner fra Via Design december fjor var hun medstifter af Frinord, som lige nu mest har karakter af et fritidsprojekt.

Til daglig tjener Astrid Sofie Bærnthsen sine penge hos Oy Oy Leving Design i Herning, der skaber interiør.

Dersom nye møbel-ideer skulle undfanges og forme sig i hendes kreative bevidsthed, risikerer hun ikke at komme i interessekonflikt med sin arbejdsgivers produktionsvirke.

- Som jeg har valgt at gøre det - sådan arbejder man typisk i min branche, hvor det er svært at leve af sine ideer.

- Det kræver hårdt benarbejde at blive kendt for sit eget mærke. Man skal promovere sig selv på sociale medier, besøge producenter, benytte enhver lejlighed til at gøre opmærksom på sig selv. Råbe: "Her er jeg".

Og fra på lørdag klokken 11 er hun her så - Astrid Sofie Bærnthsen - repræsenteret i Rud Thygesen Arkivet, der holder åbent første torsdag hver måned fra klokken 16 til 17.30 - eller efter nærmere aftale med bestyrelsesfomand Søren C. Olesen på soerencolesen@gmail.com.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden