Siem

Det "nye" forsamlingshus i Siem fylder 50 år

SIEM:Siem Forsamlingshus har 50 års jubilæum i 2005, og det har husets bestyrelse besluttet at fejre lørdag 5. marts med et åbent hus-arrangement, hvor der også bliver en lille udstilling i tekst og billeder, og hvor blandt andre Siem Sisters vil underholde. Forsamlingshuset blev opført i 1954/1955 som en erstatning for det gamle forsamlingshus fra 1924, der lå midt i byen på Skørpingvej. Forsamlingshuset skulle rives ned, da vejen gennem byen skulle reguleres. Kommunen købte og gav en grund og gav en økonomisk erstatning på 28.000 kr. Det kostede imidlertid 52.000 kr. at bygge det nye forsamlingshus, som dog også var noget større end det gamle. Den nøjagtige dato er lidt uvis, da forsamlingshuset blev bygget og taget i brug over to omgange, fortæller Hanne Sørensen fra den nuværende bestyrelse. Efter forlydender blev stueetagen taget i brug til julen 1954, fordi der skulle være juletræ, som der plejede. Men overetagen blev først færdig til 1. maj 1955. Overetagen fungerede som lejlighed for forsamlingshusets faste værter, men siden 2001 har der ikke været en fast vært, og nu er lejligheden udlejet som almindelig bolig. I 1981 blev der lavet en tilbygning, det nuværende indgangsparti med toiletter, som blev opført med hjælp fra mange frivillige hjælpere fra Siem og omegn. De frivillige var også i sving, da dilettanterne i 1986 fik en ny scene i en tilbygning på 50 kvadratmeter.