Naturkatastrofer

Det nytter at hjælpe et enkelt menneske

Det er det enkelte menneske, der tæller - ikke mennesker som en stor, bred masse

- Det er farligt, hvis man stopper ved den holdning, at "hvad kan jeg alligevel stille op for at hjælpe?". Hver gang et menneske bliver hjulpet, er det dette menneske, som oplever trøst og hjælp. Søren Lodberg Hvas, biskop over Aalborg Stift, er ikke i tvivl om, at det nytter, når Dansk Røde Kors i dag samler ind til sin katastrofefond, og at det nytter, at NORDJYSKE har skabt kontakt mellem elever på Arden Skole i Himmerland og de børn på en skole på Sumatra i Indonesien, hvor den enorme flodbølge for ni måneder siden skabte død og ødelæggelse, da den forvandlede en solbeskinnet anden juledag til den fatale katastrofe. Når de tegninger, som de indonesiske børn har lavet, bliver solgt på auktion her i Nordjylland, mærker hvert enkelt barn på den anden side af jorden, at der er andre mennesker, som tænker på dem og prøver at hjælpe dem. Det er vigtigt, siger han. Biskoppen var selv i Thailand i april i år, da han forestod den officielle danske mindehøjtidelighed for de danskere, som omkom i flodbølgen. - Det er svært rigtigt at forstå og forholde sig til, at hundrede tusinder af mennesker mister livet på en gang, siger Søren Lodberg Hvas, og derfor må vi holde fast i, at mennesker ikke er en stor, bred masse, men at hvert enkelt menneske tæller. Derfor er det også den hjælp og den trøst, som hver enkelt mærker, der betyder noget. At det netop er det enkelte menneske, som blev ramt af katastrofen, er man ikke i tvivl om, forklarer biskoppen, når man står over for dem, der blev ramt. - Når man møder en far og mor, som har set deres barn drukne, eller en ægtefælle, som har måttet give slip på en ægtefælle, så kommer den menneskelige ulykke tæt ind på livet, siger han. Så kan man sætte sig i deres sted. Logberg Hvas har haft lejlighed til at se udstillingen af indonesiske børnetegninger, og de genkalder nogle af de billeder, han selv har på nethinden. - Har man ikke set det, siger han, fatter man det ikke. Heller ikke, selv om man har set billeder i tv og aviser - af huse og store bygninger som er smadret, at træer, som er rykket op med rode, af lastbiler, som er smidt som legetøj, og at store både, som er kastet måske to kilometer ind i landet. Gruen går først rigtigt for alvor op for en, når man ser det selv. Søren Lodberg Hvas kan sagtens genkende de billeder, børnene har tegnet, og han er ikke i tvivl om, at de er skabt af børn, som har oplevet traumatiske begivenheder. - Der er, siger han, en beherskelse over tegningerne som viser, at disse børn har været ude for en voldsom rystelse, som de må leve med. Derfor er det også vigtigt, siger biskoppen, at der bliver talt om det, der gør ondt i sind og hjerte, at det ikke ender i det værste, som jeg tror er stumheden - når mennesker ikke har noget at sige til hinanden. Ved mindegudstjenesten i Thailand havde Søren Lodberg Hvas netop til opgave at sætte ord på trøsten og håbet. - Der findes gåder, ulykker, tragedier, som vi ikke kan begribe, siger han, og fordi man ikke kan give nogen skylden for disse naturkatastrofer, er der kun håbet tilbage. I den kristne tro har vi netop overbevisningen om, at Gud er også at finde i mørket og meningsløsheden, tæt på mennesker, som oplever det ubegribelige, og derfor giver det mening at tale om håbet i den situation. Uden det, siger Søren LodbergHvas, kunne vi jo kun lægge os til at dø.