Det nytter ikke at være artig

Det artige barn er det barn, der forstår at lade, som om det ikke er til.

Det artige barn er det nemme barn – for de voksne. At være selvudslettende er et kristent ideal. Alle de store helgener i kirkehistorien var mennesketyper, der satte sig selv til side i en sådan grad, at det var over det menneskelige domæne, kroppens og sansernes. Det var en selvopofrelse for en højere guddommelig sag. Jeg kender ingen af den slags mennesker i min hverdag. Spektret ligger snarere mellem narcissistisk egoisme på den ene side og engageret idealisme på den anden side. Det er en tid, et samfund, der ikke ved i hvilken retning, det skal gå. Mange patentløsninger, fraser og laissez-faire-holdninger. Lige meget, hvad vi gerne vil kæmpe for, går der mediepolitik og økonomiske interesser i vejen. Værdierne forsvinder op i den blå luft, og hvad er der så at sætte til side? Vi tror ikke på ægtheden i vores næstes udsagn og handling. Vi er blevet snydt for tit og blevet lovet for meget. Vores tidsalder fostrer ikke helte, hvis vi da ikke tænker på vores unge frivillige soldater, vi sender til grotesk-absurde dødsfælder uden mål og med. Det er svært herhjemme at finde noget at måle sin værdi på, afprøve grænser, der bekræfter en sund identitet med arbejde og udfordringer af kvalitet. I besættelsestiden blev frihedskæmpere udsat for tortur for at røbe deres kammerater. Her var det absolut meningsfuldt at kunne sætte sig selv til side for andres skyld at udholde umenneskelig pine. Døden havde en dyb mening, hvis den reddede menneskeliv. Vores historiske situation for den unge er, at han magtesløst bliver sat til side uden mulighed for at stritte imod. Der er ingen mening at sætte sig selv til side for. Ingen kamp, ingen rolle, der er mulighed for at satse på. Allerede inden er man sat ud af spillet. Her kræver det mod, vilje og opfindsomhed at skabe en verden. Det nytter ikke at være artig og tilpasset. Nej, lad den nye frihedskæmper vågne med drøm og vrede.