EMNER

Det offentlige kunne spare milliarder på IT-skift

Konservatismen hersker blandt offentlige IT-chefer, som hænger fast ved Microsoft. Imens er billige alternativer ved at indtage verden

NORDJYLLAND:Teknologirådet mener, at der er milliarder at spare for det offentlige. Dem, som har prøvet det, jubler, og ude i verden har enkelte også set lyset. Det drejer sig om operativsystemer som Linux og programpakker som StarOffice i stedet for Microsofts Windows og Office. Det billige IT går under navnet "open source", og udbredelsen af Linux har fået et gevaldigt spark i opadgående retning, siden Hollywood kastede sin kærlighed på systemet med den lille pingvin som logo. Eksempelvis er Ringenes Herre II lavet på Linuxmaskiner. I München sidder Linux i alle offentlige pc'er, og såvel Pentagon som Scotland Yard har taget billigt open source-software til sig. Men herhjemme har kun én enkelt kommune, Hanstholm, skilt sig helt af med Microsoft, mens Århus Amt har delvist gjort det. Ifølge en rapport fra Teknologirådet rummer Open Source ellers potentiale for årlige milliardbesparelser, større sikkerhed mod aflytning og netindbrud, større driftssikkerhed og større mulighed for tilpasning af software til konkrete opgaver og endelig mulighed for at blive uafhængig af enkelte leverandører. Ikke religion Enkelte statslige institutioner, blandt andet Forbrugerinformation, Teknologirådet og Statens Information, har delvist skiftet til open source. Århus Amt regner med at spare mellem 10 og 15 millioner kroner om året på licenser, siden de på en del af amtets maskiner skiftede til open source. Hanstholm Kommune har skiftet på alle computere i hele administrationen og bruger ifølge IT-koordinator Jens Ole Hald cirka 300.000 kroner mindre per år med Star Office, end de ville have gjort, hvis de havde fortsat med Microsoft. - For os er det ikke religion, men ren økonomi og efter en tilvænningsperiode er holdningen blandt medarbejderne her i Vestjylland "at det godt kan bruges", siger Jens Ole Hald. De fleste offentlige myndigheder er enige om, at de betaler urimeligt meget i licens til Microsoft, men tøver alligevel med at skifte. - Det handler om traditioner, for IT-cheferne er vokset op med Microsoft. Det gælder også deres job-sikkerhed, for hvad nu hvis det går galt. Der er aldrig en IT-chef, der er blevet fyret, fordi der er fejl i Microsoft, men hvad hvis det går galt med open source? spørger projektleder Jan Opstrup Poulsen fra Teknologirådet. Konsulent i Kommunernes Landsforening (KL) , Michael Hald, er enig. - Hvilken interesse har IT-cheferne i at skifte? Gevinsten er nogle sparede penge, men går det galt, bliver alle sure på IT-afdelingen, siger han. IT-cheferne selv peger dog på en andre grunde, som de væsentligste. - Problemet er, at det er meget kostbart at skifte og med tværkommunale samarbejder på for eksempel skatteområdet skal systemerne kunne "snakke sammen", siger IT-chef i Frederikshavn Kommune, Finn Borbjerggaard. Den holdning er NORDJYSKE stødt på i faktisk alle kommuner, som vi har snakket med. Problemet er, at Microsoft i dag er eneherskende på markedet på kontorpakker. Derfor tilpasser alle andre firmaer deres systemer til Microsoft og ikke til for eksempel StarOffice. Hvis KMD skal tilpasse sine programmer til StarOffice kræver det efterspørgsel og politisk pres på firmaet, som opererer på markedsvilkår. - Det vil ske. Der skal bare gå hul på bylden, men det er rigtigt, at alle kigger på hinanden, siger IT-chef i Hjørring Kommune, Peter Lorentzen. Lang vej Hans kollega i Fjerritslev er enig. - Problemet er, at KMD's systemer ikke passer til open source, og det kræver, at der kommer pres, hvis det skal ændres, siger IT-koordinator Hans Erik Henriksen fra Fjerritslev Kommune Men KMD har lavet en undersøgelse blandt sine kunder, og ifølge teknologichef Heidi Pedersen var konklusionen klar: Ingen konkret interesse. Og der skal noget til, før kommunerne tør kaste sig ud i open source. - Programmerne er helt grundlæggende for vores drift, og vi vil lave en nøje risikovurdering, før vi gør noget, siger Kim Houlberg, kontorchef på Aalborg Kommunes IT-kontor. Han tvivler også på, om der er penge at spare for Aalborg Kommune, da blandt andet efteruddannelse vil være dyr. Regeringen søsætter efter pres fra Kommunernes Landsforening et pilotprojekt for open source til vinter. Den endelige model ligger endnu ikke fast, og der er ingen garanti for, at KMD eller andre vil udvikle systemer, der kan kører sammen med open source. - Ministeriet går et skridt videre end udredningsniveauet, og for mig er det et stort fremskridt. Men måske ender det med ingenting, og der skal konkrete erfaringer til, før folk tør gå i gang med projekter som det her. Vi skal ikke have et skifte fra den ene dag til den anden, for alle systemerne er ikke gearet til det. Der er heller ingen grund til at afløse det ene monopol med det andet. Det gælder hele tiden om at gå efter den bedste løsning til den laveste pris, siger Jan Opstrup Larsen fra Teknologirådet.