Det oversete plast

Plast udgør det største potentiale for at genanvende mere. Virksomhederne har mange stedet fanget budskabet, men det kniber gevaldigt i husholdningen. I alt bliver 21,8 procent af det, plastemballage, der kunne genanvendes, til nye flasker, poser og fleecetrøjer. Det er under målsætningen fra miljøstyrelsen på 22,5 procent. - Det går meget trægt med at få indsamlet plast i mængder af betydning. Det tager sin tid at motivere borgerne, og det tager en rum tid, før de reagerer. Men der er meget mere at hente til genanvendelse, siger Ole Kaysen fra Econet. Der er stadig kun ganske få indsamlingsordninger i Danmark til plast. Her må borgerne køre til genbrugsstationerne for at aflevere deres dunke, og det kan have en væsentlig betydning for, hvor meget der bliver sorteret. I Aalborg Kommune har man tidligere forsøgt at opsamle plast i flaskeboblerne, men arbejdet med at skille glas og plast ad krævede for mange ressourcer. Budskabet om genanvendelse af plast kan også være svært at få kommunikeret, da plast dækker over materialer med meget forskellige egenskaber. Plast, der vejer noget og som kan skylles rent med lidt koldt vand, giver mening at genanvende, dvs. dunke og flasker hvor der ikke har været kemikalier eller olieholdige produkter i. Tynde kødbakker, majonæseflasker og husholdningsfilm kræver for meget varmt vand at gøre rene, hvis det miljømæssige regnskab skal gå op totalt set. Det tynde forurenede plast gør sig bedre i affaldsposen, der ender på forbrændingsanlægget, for plast har en glimrende brandværdi.