EMNER

Det personlige ansvar

Fænomenet spin og den kendsgerning, at stadig flere politikere på topplan bruger stadig flere spindoktorer – som de gerne omtaler som personlige rådgivere eller presserådgivere – har fået skyld for meget. Og i et vist omfang har de da også været med til at lægge en vis afstand mellem politikere og vælgere. For eksempel er alene dét, at partiet Venstres chefideolog, beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, endnu engang blæser til værdikamp blevet udlagt, som om regeringen har brug for at sætte en dagsorden, som ikke kun handler om Birthe Rønn Hornbechs opsigtsopvækkende måde at håndtere sit ministerembede på, Lars Løkke Rasmussens løsagtige omgang med bilag og Anders Fogh Rasmussens mere eller mindre åbenlyse EU-kandidatur. Men der foreligger jo også den mulighed, at chefideologen ud af et åbent og ærligt, liberalt hjerte – og på tværs af, hvad der ellers foregår i partiet og nærmeste omegn lige nu – ønsker at lægge op til en diskussion om, hvorvidt vi egentlig ikke hver især bør påtage os et større personligt ansvar. For eksempel når det gælder noget så – skulle man synes – banalt som at sørge for, at børn får en ordentlig opdragelse og et par ordentlige, nærende måltider mad samt ro og overskud til lektier med indbygget mulighed for, at forældrene selv hjælper med lektierne. På samme måde har ministeren som led i en storstilet kampagne om det personlige ansvar været så venlig at gøre opmærksom på, at der uden tvivl kunne spares millioner af kroner – som kunne anvendes et andet sted i samfundet – hvis vi lod være med smide om med affald på gaderne og i naturen. Det lyder unægteligt som et kursus i "Samfundssind for begyndere", men måske er det på sin plads i et samfund, hvor et verdensrekordhøjt skattetryk i verdensrekordklasse gennem årtier indirekte har opdraget os til, at vi har kunnet betale os fra alt det besværlige, så andre har måttet tage skraldet. Både direkte og i overført betydning.