Det politiske puslespil er blevet færdiggjort

Dronninglund-politikere får de fleste formandsposter, efter at kabalen nu omsider er gået op

BRØNDERSLEV-DRONNINGLUND:Efter en forholdsvis langvarig sondering af de forskellige ønsker har borgmester i den nye Brønderslev-Dronninglund Kommune Mikael Klitgaard (V) nu omsider fået færdiggjort det politiske konstituerings-puslespil i forhold til fordelingen af de vigtigste poster i det nye byråd og de tilknyttede udvalg. Det skete på et møde i Venstres byrådsgruppe, hvor de sidste tråde blev redet ud, så også fordelingen af borgmester-, formands- og udvalgsposter kan tages med på det nye sammenlægningsudvalgs konstituerende møde i næste uge på Nordjyllands Idrætshøjskole i Brønderslev. Kun V manglede Med hensyn til fordelingen af formandsposterne i de stående udvalg var det allerede forud for denne uges afgørende møde V's byrådsgruppe blevet afgjort, at Socialdemokraterne skulle have tre formandsposter, og at De Konservative og Borgerlisten skulle have hver én. Det betød for S sundhedsudvalget, fritids- og kulturudvalget samt ældre- og handicapudvalget, hvor de i S-lejren kort tid efter dén tildeling af formandsposter valgte Peer Thisted, Eskild Sloth Andersen og Ole Jespersgaard som formænd for de tre nævnte udvalg. Derudover fik Karsten Frederiksen (K) allerede på valgnatten løfte om at kunne fortsætte som formand for teknik- og miljøudvalget, mens hans nuværende pendant på dén post i Dronninglund Kommune, Bendt Danielsen (Borgerlisten), på samme tid fik løfte om posten som formand for det nye udviklings- og planlægningsudvalg. To nye V-formænd Dermed skulle V-gruppen på deres konstitueringsmøde fordele formandsposterne i børn-, unge- og familieudvalget, beskæftigelsesudvalget og forsyningsudvalget. Formandsposten i sidstnævnte udvalg går til Jens Fjendbo Jensen (V), der afløser sin partifælle Ole Lysgaard Jensen på denne post, efter at sidstnævnte ikke opnåede genvalg til det nye byråd, mens også Carsten Jespersgaard (V) for første gang får mulighed for at prøve kræfter med et job som udvalgsformand. Det sker i beskæftigelsesudvalget. Bandholm gav plads Størst spænding forud for konstitueringsmødet i V var der imidlertid knyttet til formandsposten i børn-, unge- og familieudvalget, hvor Dronninglund Kommunes formand for børne- og kulturudvalget siden 1990, Peter Bandholm, lignede et oplagt bud til denne post - men hvor Brønderslev Kommunes snart detroniserede borgmester, Jens Arne Hedegaard (V), også ønskede at føje endnu en tung post til sit allerede sikrede hverv som 1. viceborgmester. Her faldt V-lejrens valg på Jens Arne Hedegaard som formand for det nye udvalg, og Mikael Klitgaard erkender i den forbindelse, at det ikke var nemt at vælge imellem Peter Bandholm og Jens Arne Hedegaard til den nævnte formandspost. - Det er da rigtigt, at Peter Bandholm nok gerne ville have haft posten, men når man laver sådan noget som det her, er der altid nogle, der bliver lidt mere tilgodeset end andre, og vi skal jo også huske på, at Jens Arne Hedegaard havde et godt valg, siger han. Peter Bandholm, der i stedet for den "tabte" formandspost" har fået en anden magtfuld rolle i V-hierarkiet som politisk ordfører, tager da også sit farvel til formandslejren med ro i sindet. - Dét at kunne formidle et samarbejde på tværs - både i vores egen byrådsgruppe og på tværs af hele byrådssalen - bliver nok én af mine vigtigste opgaver i det nye byråd, og det var derfor også for samarbejdets skyld, at jeg gik med til det her, siger han. Hedegaard glæder sig Kan Peter Bandholm derfor fortsat godt sove roligt om natten efter dén konstitueringsløsning, så er også Jens Arne Hedegaard glad for den nye formandspost. - Hele folkeskolen er midt i en brydningstid med det forestående farvel til 10.- og børnehaveklasserne, og at være formand for et område med både folkeskolen, pasningen og arbejdet med de utilpassede er derfor en kæmpe udfordring, som jeg glæder mig meget til, siger han. Flest fra Dronninglund Det er i øvrigt om den nye fordeling af formandsposterne værd at notere, at det er politikere fra den nuværende Dronninglund Kommune, der med fem formandsposter har sikret sig flest af de i alt ni formandsposter i den nye kommune. Det gjorde de med Mikael Klitgaard i økonomiudvalget, Peer Thisted i sundhedsudvalget, Carsten Jespersgaard i beskæftigelsesudvalget, Bendt Danielsen i udviklings- og planlægningsudvalget samt Eskild Sloth Andersen i fritids- og kulturudvalget. Ud over de nye V-formand blev der på det konstituerende møde V-gruppen også sat navne på en række næstformænd, ligesom Kim Toft blev valgt som ny gruppeformand for V-gruppen med Runa Christensen som næstformand og sekretær.