EMNER

Det radikale tag-selv-bord

Nu skal man jo passe på med konspirationsteorier i disse dage (!), men hvis man ikke vidste bedre, kunne man godt forledes til at tro, at Det Radikale Venstres top var gået sammen om et forløb, hvor vælgerne – når røgen har lagt sig – selv kan vælge den udgave af de radikale, man ønsker sig og har det bedst med. Dette politiske tag-selv-bord har fået leveret menuen i form af et opgør mellem Damen Med Håndtasken – partileder Jelved - og manden, som fjenderne vulgært-uelskværdigt kalder ”præmie-perkeren”, Naser Khader. Som forudset – også i denne klumme – ville den radikale vælgerfremgang, der begyndte ved sidste valg og fortsatte indtil dette forår, skubbe til den ulmende magtlyst, som den stræbsomme, begavede og politisk talentfulde gruppe af unge lige under Marianne Jelved har haft mere end svært ved at skjule de sidste par år. Mest åbenlyst hos netop Naser Khader. Khaders enorme popularitet ovenpå Muhammed-krisen førte til den – især for de radikale – usædvanlige situation, at han som gruppemedlem i målinger blev anset for mere egnet som statsministerkandidat end partilederen. Dette var startsignalet til det forløb, der torsdag kulminerede med en typisk radikal landing, hvor Khader – med en kliché så gennemtygget, at selv Christiansborg-journalister burde skamme sig – blev ”banket på plads” af mor selv. Men ikke desto mindre alligevel havde mod og mandshjerte nok til at fortolke skideballen som en fælles erkendelse af, at der var blevet ”fjumret” fra begge sider denne sommer. ”Fjummeren” skulle bestå i, at Jelved havde udråbt Margrethe Vestager til kronprinsesse, mens Khader pludselig fik travlt med at foreslå, at det blev et spørgsmål til afstemning. Og i øvrigt fik diskuteret i pressen, hvad de radikale gør, hvis de ikke kommer med i et flertal næste gang. Hvortil man kan spørge: Hvorfor valgte Khader at gå ud med en melding, som han måtte vide blev skudt ned, før den overhovedet fik luft under vingerne? Hvorfor gjorde han det så lang tid før et valg – og Jelveds eventuelle afgang på grund af fiasko for statsminister-strategien – at alle modstandere kan nå at modkonspirere? Hvis Khader skulle nære sympatier for Fogh-regeringen – hvilket kun de færreste i inderkredsen betvivler ovenpå Muhammed-sagen og Foghs helhjertede, personlige opbakning til Khaders ellers noget ensomme kamp ... Hvorfor så frivilligt bringe sig i en situation, hvor man bliver tvunget til at tage afstand fra Fogh som statsminister efter næste valg? Kun to ting er sikre efter det radikale banke-på-plads møde torsdag: 1. Partiet har trukket forsider hele sommeren og dermed cementeret den nye pro-aktive, aggressive linie som oppositions-parti – en position, der giver mange stemmer. 2. Derudover er det så på magisk vis lykkedes at mene flere ting på én gang – og dermed få sendt flere slags signaler til den efterhånden meget store – og noget brogede og uensartede – vælgerskare, der overvejer en stemme på cafe latte partiet. Lige inden ferien tydede meget på, at boomet i vælgertilslutning var overstået – ja, sågar solidt på retur mod mere normale tilstande. Og dét netop, fordi Muhammed-sagen og skatte- og velfærds-diskussionen højt på dagsordenen betød klarhed og mange ubehageligt konkrete spørgsmål til alvoren i oppositions-rollen. Og pludselig kom der så en skarp debat, hvor partiets mest populære skikkelser skændtes om linien – men alligevel (tænk engang …) fandt hinanden til sidst. Voila! Problemet med at være opposition - og holde døren åben til de borgerlige på samme tid - er løst. Med en Naser Khader, der på afgørende områder som udlændinge-politik, skattepolitik og skolepolitik lige så godt kunne være VK-dreng, Og en Marianne Jelved, der opgav Fogh for mange år siden, da hun slog pjalterne sammen med den store cand.polit.-generation hos Socialdemokraterne – og på den måde gjorde dem til sine skæbnefæller. Således kan balladen – hvis man er lidt Christiansborg-anløben – hurtigt læses som en win-win situation for alle parter. Opmærksomhed har de i hvert fald fået. Og der er som bekendt kun én ting, der er værre end at være skældt ud, nemlig glemt …