- Det ramte først senere

Det tog flere dage før følelserne trængte igennem jakkesættet på Ane Mandrup. Der gik næsten ét år, inden hun kunne se Ground Zero i øjnene

Det diplomatiske maskineri var velsmurt den dag på Det Danske Generalkonsulat i New York. Virkeligheden kom først krybende senere og bed sig fast under jakkesættet i dagene efter. Midt i det rolige kontorlandskab, på 18. etage og med en fabelagtig udsigt over East River til en god bid af Brooklyn, sad informationsmedarbejder Ane Mandrup Pedersen og havde netop tændt sin computer. En rutine, der pludselig blev afbrudt. Noget var galt nede ved World Trade Center. Hun løb ud på gangen. Flere stod allerede og kiggede på CNN. - Jeg havde en time den dag, hvor det føltes, som om jeg havde fået en stegepande i hovedet. Jeg vaklede rundt på gangene, men derefter stod den på automatpilot. Der skulle arbejdes, arbejdes, arbejdes, husker Ane Mandrup Pedersen. Hun sidder på generalkonsulens hjørnekontor. Airconditionen puster svagt. Himmelen er blå udenfor og over East River patruljerer en helikopter frem og tilbage. 11. september var startet som en af den slags smukke efterårsdage, hvor solen får én til at misse med øjnene, og man glæder sig over livet. - Alting skete jo meget hurtigt den dag. Jeg gjorde mig vist ikke mange tanker, men arbejdede bare. Jeg var forbavset over, hvor konstruktive alle var på konsulatet, men sådan reagerede jeg også selv. Ubevidst valgte jeg nok at skære følelserne fra, for jeg skulle jo fungere professionelt, fortæller Ane Mandrup Pedersen: - Tankerne kom først efterfølgende. Det var simpelthen så ubegribeligt. Praktisk og professionel En af generalkonsulatets funktioner er at fungere som livline mellem danskere i USA og Danmark. Den dag skulle der briefes, koordineres, kontrolleres, tjekkes og ringes, mødes lige så meget i timen som på en normal uge. Generalkonsul Michael Mørchs hjørnekontor fungerede som kommandocentral. Her mødtes lederne af konsulatets forskellige afdelinger, og strategien blev løbende lagt. - Telefonerne ringede uafbrudt den dag. Danskere ville vide, om deres familie eller venner var i live. I starten vidste vi ikke mere end alle andre. Vi begyndte med listen over bosatte danskere og ringede til dem én efter én. Vi ville vide, hvor de var, og om de havde det godt, fortæller Ane Mandrup Pedersen. På et af møderne blev det aftalt at ingen af konsulatets medarbejdere måtte sove alene de næste nætter. 11. september var ikke en dag at være alene på, blev der sagt. Ane Mandrup synes, det var en god beslutning. Ane Mandrups mand var det tidspunkt på jazzturné i Frankrig, så hun overnattede i stedet hos sin kollega Irene. Hun tog en taxa. - Jeg var så træt. Vi havde kørt i cyklus hele dagen og overladt tingene, så Udenrigsministeriet derhjemme kunne overtage, når vi gik hjem. Der var meget stille på avenuen nedenfor. Oppe hos Irene sad vi og snakkede og talte om det var en krigserklæring. Vi sugede bare tv til os, siger Ane Mandrup Pedersen. Sammenbrud Først om torsdagen brød Ane Mandrup Pedersen sammen. Tårer på bagsædet af en taxa mod hendes kollegas hjem omkring Columbia University. Hun sov på en lånt madras i kollegaens lejlighed. Fredag ville Ane Mandrup gerne hjem til lejligheden i Queens. Den ligger i et farverigt arabisk kvarter. Nede foran hendes arbejdsplads havde hun igen købt sin frokost hos Steve, som bor i samme kvarter i Queens. Han forsikrede hende om, at alt lignede sig selv og var okay. Ane Mandrup tager undergrunden hjem. På vej fra stationen op mod gaderne ser hun politi på gaden og at der hænger amerikanske flag fra de fleste vinduer på gaden. - Jeg registrerer alle flagene og tænker på, hvor sympatisk det virker. Pludselig bliver jeg nervøs for at dreje ned af vores egen gade, der er næsten helt arabisk. Jeg bliver på én gang frygtelig i tvivl om, der er flag på vores gade. Jeg kan næsten ikke holde tanken ud. Det ville jo være forfærdeligt, hvis der ikke var nogen. Det var der heldigvis. Men tanken var meget stærk. Det husker jeg tydeligt, siger Ane Mandrup Pedersen. Når hun fortæller om 11. september bliver hun fjern - kigger væk og holder pauser. Hun tænker tilbage og siger først noget, når hun har tænkt det igennem. Først siger hun det diplomatisk, så følelsesmæssigt som et menneske. Det er umuligt ikke at have følelser for den dag. Hun har først for en måned siden besøgt Ground Zero. - Jeg tror, at jeg er det samme menneske som altid. Byen ligner for det blotte øje sig selv igen, og vi har bevidst valgt at blive boende. Men det er en sorg, som man vil have med sig resten af sit liv. Det er ikke noget, som jeg tager frem. Det er lidt som at miste et familiemedlem. Der gik noget i stykker den dag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...