Det rette valg

Hver dag træffer vi mange valg: Kaffe eller urtete som morgenstimulans, cyklen eller bilen på arbejde, nye metoder eller kendte løsninger på jobbet, porresuppe eller frikadeller til aftensmad, fjernsyn eller en god bog til aftenhygge. Valg, der er betinget af vaner, opdragelse, tid eller tilfældigheder.

Og så er der de større valg, som man ikke skal træffe så tit, men som har betydning noget længere ud i fremtiden. I øjeblikket står vi – som angiveligt mange andre forældre i disse uger – over for at skulle vælge skole til vores førstefødte. Det føles ikke som noget nemt valg. Der er mange ting at tage med i overvejelserne: Skolens størrelse, de pædagogiske principper, det faglige niveau, barnets personlighed og præferencer, skolevejen, legekammeraternes valg, skolens og forældrenes ressourcer. Det er et valg, der helst skal holde mange år fremover, og det er et valg, vi træffer ikke på vores egne, men på vores barns vegne. Måske derfor føles det særligt tungt. Hvad ligger der mon egentlig til grund for disse større valg, vi træffer i livet? Er det også vaner, opdragelse, tid og tilfældigheder? Tjah, i et eller andet blandingsforhold er det vel. Vaner i den udstrækning, at det kan være bekvemt at vælge det oplagte, det man er vant til at gøre i en given situation. Opdragelse, fordi de normer, vi har med hjemmefra, spiller ind i beslutningsprocessen, uanset om vi finder dem rigtige eller ej. Tid kan være en faktor, fordi også vigtige beslutninger jo har en deadline (om end lidt længere end valget mellem porresuppe og frikadeller). Og tilfældigheder spiller ind, fordi netop tilfældet ofte afgør, om man møder de rette mennesker og får de rette oplysninger. Hjemme hos os tager vi imod oplysninger fra højre og venstre, deltager i møder, søger information på nettet og diskuterer med omgivelserne for at kunne træffe netop vores valg. Alle overvejelserne til trods er det ikke sikkert, at vi formår at vælge rigtigt. Men vi vil i hvert fald vide med os selv, at der lå nogle tanker bag valget. Og måske vil vi være bedre rustet til at træffe de næste valg på vores børne vegne. Det er da for resten også værd at huske sig selv på, at det er privilegeret at have valgmuligheder. Det skal vi nok ikke klynke over. Lene Høg bor i Aalborg med mand og to børn. Hun er uddannet cand.mag. og arbejder med kommunikation og markedsføring i sit eget firma, ad hoc kommunikation.