Det rullende universitet gav forelæsninger
Unge fra Århus Universitet underviste en hel dag på HTX i Hjørring og Frederikshavn.

HTX 2d fra Frederikshavn fik undervisning i hjertemassage i forbindelse med forelæsningen: En blodprop i hjertet - fra en lægevidenskabelig vinkel.Foto: Carl Th. Poulsen
Alle 500 elever på det tekniske gymnasium HTX i Frederikshavn og Hjørring har fået en appetitvækker på, hvordan et er at gå på universitet. For mens deres almindelige lærere holdt pædagogisk dag gik 30 studerende fra Århus Universitet ind og holdt i alt 30 forelæsninger. Hver elev oplevede således tre forskellige forelæsninger i løbet af dagen. Der var forelæsninger om alt muligt forskelligt for eksempel: Gener og jagten på den perfekte kæreste. Fedme. Kryptologi. Straf i Danmark- Online Marketing. Kan man finde vand ved at stikke en pind i jorden, og så var der studerende i biologi Johanne Mose, som fortalte om "En blodprop i hjertet- fra en lægevidenskabelig vinkel. Hun viste også, hvordan man giver hjertemassage. - Det er første gang, vi får besøg af Det rullende Universitet på HTX i Frederikshavn og Hjørring. Men det er en win-win situation for os og for universitet. Vores studerende modtager undervisning og Århus Universitet får gjort opmærksom på sig selv overfor kommende studerende, siger lærer Kathrine Andersen fra HTX i Frederikshavn. Det rullende Universitet har eksisteret nogle år, og er et gratis tilbud til gymnasier. De universitetsstuderende tager udgangspunkt i HTXs egne fag, og det enkelte gymnasium vælger selv, hvilke studerende, man gerne vil have besøg af. Formålet er at give gymnasieelever en smagsprøve på den faglighed, de møder på universitet og give dem et indblik i, hvordan det er at studere på universitet. - Jeg kan bestemt forestille mig, at vi gerne vil have besøg af Det rullende Universitet en anden gang, men det afhænger naturligvis om vores elever føler, at de har haft glæde af forelæsningerne, siger Kathrine Hegelund Andersen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.